Tre romere krydser deres spor

Claudio Ranieri gjorde sig for ni år siden skyldig i romersk kætteri, da han i pausen af derby della Capitale bænkede de to romerske kronjuveler Francesco Totti og Daniele de Rossi. Nu har netop de to overtalt ham til at vende tilbage til Italiens sværeste trænerbænk.

Der er noget umiskendeligt romantisk over Ranieris tilbagevenden til klubben, han altid har været tilhænger af, men som han som spiller kun opnåede seks kampe for. Samme klub, hvor han som træner for ni sæsoner siden var tæt på et mirakel, men måtte nøjes med endnu en af de andenpladser, der var konstanten i Ranieris karriere indtil det endnu større mirakel i Leicester i 2016.

En ung Ranieri nåede seks kampe for AS Roma før karrieren gik videre til flere små klubber, særligt Catanzaro

Men mere interessant end romantikken er den personlige historik, der findes mellem tre af hovedpersonerne i Ranieris retur til Rom, hvor han de næste fire måneder skal redde stumperne efter en på alle måder mislykket sæson, der kulminerede med Champions League exit mod Porto i tirsdags.

Vi skruer tiden tilbage til den italienske hovedstad sæsonen 2009-2010. Succestræneren Luciano Spaletti er kort inde i sæsonen gået efter sin første periode i klubben. Roma er præget af økonomisk nød og betaler regningen efter dyre indkøb og manglende indtægter. I jagten på en ny træner inddrager klubben de såkaldte senatorer i spillertruppen. Herunder de to øverste i spillerhierarkiet, Roms ottende konge, Francesco Totti og hans arvtager, Capitano Futuro, Daniele De Rossi. De to spillere bliver stillet foran valget mellem Roberto Mancini, der netop har vundet mesterskabet flere gange med Inter, og så Claudio Ranieri, der syntes at have været allesteder, men uden at vinde andet end et par pokaltitler og så de evindelige andenpladser.

Et let valg for Totti og DdR der ifølge Tottis selvbiografi begge pegede på Mancini, hvorefter klubben grundet de økonomiske vanskeligheder valgte Ranieri, der skulle betales betydeligt mindre end Mancini, for at få chancen i den klub han havde været fan af siden barndommen i det romerske arbejderkvarter Testaccio.

Et valg der ikke umiddelbart skabte stor begejstring hos spillerne, men hurtigt vandt Ranieris deres respekt, og så var han lokal, og kendte dermed de vanskeligheder, der følger med i en by, der er mere end almindelig passioneret om sit underpræsterende fodboldhold. Et faktum som Totti gør en del ud af i sin beskrivelse af deres første parløb.

“Han var romer, og det brugte han til sin fordel. Han forstod alle jokes, og han kom selv med sine. Han holdt den rette, men ironiske, distance og så var han afslappet”, skriver Totti i biografien Un Capitano.

Ranieri får ikke bare holdet på skinner, han får det til at flyve lodret i tabellen, og pludselig har man indhentet 14 point og overhalet førerholdet Inter, og står med en realistisk mulighed for at vinde den Scudetto, der kun tre gange er havnet i hovedstaden (hos Roma forstås, Lazio har hentet den to gange) .

En stor romer er tilbage i Roma

Men for at nå så langt skal de evige rivaler fra Lazio besejres i derby della Capitale – årets vigtigste kampe hvert eneste år – men med et muligt mesterskab til Roma og en truende nedrykning for Lazio en kamp der er meget, meget mere end et normalt derby.

Og det kan mærkes. Mest af alt på de to romere, Totti og De Rossi. Normalt går de forrest, men som indfødte kender de både vægten af et mesterskab i Rom og vægten af et nederlag til Lazio, der kan koste et mesterskab. De spiller begge en dårlig første halvleg og Roma kommer bagud, hvorefter Ranieri træffer et af de modigste valg en romersk træner nogensinde har truffet. I pausen fortæller han Totti og De Rossi et de godt kan klæde om. Med Tottis ord foregik det sådan her:

“Francesco og Daniele I skal ud.” Ranieris stemme er ikke høj, men klar. Den indgyder total stilhed. En vanvittig effekt. Normalt er der støj og uro, når vi kommer i omklædningsrummet efter første halvleg. Nogle er ophidsede, nogle skændes, nogle har ondt og andre skal pisse, og hvis træneren har noget at sige venter han til adrenalinen lige har lagt sig. Men denne gang kommunikerede Il Mister øjeblikkeligt sit valg, efterfulgt af total stilhed. Jeg mærker de andre der ser på mig. De to romere udskiftet! De to som mere end nogle andre kender vigtigheden af at vinde derbyet! Ranieri tager en enorm risiko, der ikke kender fortilfælde. Vi er bomstille. Paralyseret, først af overraskelse og siden af desillusion.

Sejrherren har altid ret, og da det lykkedes Roma at vende derbyet via to mål af Vucinic, så bliver Ranieris risikable valg set som en genistreg. Også af manden der blev bænket, Totti, der i dag anerkender Ranieris gamble:

Der er ikke andet at sige, end at han (Ranieri) havde nosser. I første halvleg var vi alle dårlige, men hans analyse af at vi romere følte vægten af kampen for meget, viste sig præcis og korrekt.[…] Han handlede med stor karakter, og gjorde det nødvendige for at forsvare muligheden for at vinde det mesterskab han havde jagtet hele sin karriere.

Kampen efter smed Roma det hele mod Sampdoria, og det blev til endnu en andenplads i Ranieris imponerende samling af selvsamme. Sæsonen efter blev en skuffelse, hvor Ranieri og Totti ikke just var perlevenner, og så endte det som det næsten altid gør for trænere i Rom, i utide, men som Ranieris tilbagevenden beviser, ikke i unåde.

For med et skuffende exit fra Champions League, et ydmygende pokal-nederlag mod Fiorentina og en sæson, hvor eneste lyspunkt har været stortalentet Zaniolos gennembrud, så blev det i sidste uge Eusebio di Francescos tur til at få en fyreseddel, og dermed også Tottis tur til at træde i karakter i sin relativt nye rolle som direktør i klubben.

Og det gjorde han ved at ringe til træneren, der for ni år siden bænkede ham i en af karrierens mest afgørende kampe, og skal man tro skriverierne i den italienske presse, så blev anfører og senator De Rossi også denne gang taget med på råd.

Så med næsten ti års forsinkelse pegede de to romere i Rom denne gang på den tredje romer som den rette mand til det job som forgængeren, Fabio Capello, har kaldt det vanskeligste trænersæde overhovedet.


Capello i Gazzeta dello Sport i 2015: At arbejde i Rom er uendeligt svært. Der er ingen balance, i Rom begejstres man og skuffes man i et vanvittigt tempo, der komplicerer arbejdet. Rom har den effekt på alle, også politikerne, der kommer med klare idéer, men lader sig fortrylle. Rom overvælder dig, men fortryllelse gør ikke altid godt. Og i (romersk) fodbold  er der et vanvittigt pres, det har jeg selv oplevet.
GdS: Men i (Real) Madrid er der også et vanvittigt pres?
Capello: Ja, men der er også en vindermentalitet, som ikke findes hos alle i Rom. Rom er et ekstremt kompliceret sted. 

I aften mod Empoli får vi det første tegn på om det bliver en lykkelig genforening. Sikkert er det, at med en pensioneret Totti, og en skadet De Rossi, så er Claudio Ranieri fri for at gentage tidligere tiders risikable ledelsesbeslutninger.

Leave a reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>