Renzis hanekamp

by nielskvale 0 Comments

Juncker-e-Renzi

Den forgangne uge i Italien har været præget af to markante skænderier. Det ene var kulørt, kontant og kortvarigt. Det andet er alvorligt, europæisk og typisk for Matteo Renzi.

Skænderiet der trak de største overskrifter, var den meningsudveksling som trænerne for storklubberne Inter og Napoli, havde faccia a faccia i de døende minutter af de to klubbers Coppa Italia kamp i onsdags. Det mest alvorlige, er det mere og mere højlydte skænderi, der udfolder sig mellem Italiens regeringsleder, Matteo Renzi, og EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker, med den tyske kansler Merkel som den tredje part.

Hvis vi begynder i ’il mondo dello spettacolo’, så bestod ordfejden mellem de to trænere i, at den noget upolerede og gammeldags Maurizio Sarri, kaldte kollegaen Antonio Mancini for en ”frocio” og ”finocchio. Selvom det sidste egentlig betyder fennikel, er begge udtryk nedsættende betegnelser for at være homoseksuel. Med en sulten sportspresse og en national besættelse af polemik, så var overskrifterne de følgende dage sikret. Sarri forsøgte at forklare sig med, at der i kampens hede, bliver sagt ting og sager der bør blive på banen, men derudover undskyldte han sine dumheder og forklarede at han intet har imod homoseksuelle.

Debatten blev forudsigeligt kørt op, ikke mindst fordi Italien i disse dage diskuterer en lov om civil partnerskab og adoption for homoseksuelle. En sag, der skaber en hel del debat i et land, der huser Vatikanet og som hælder til at være et af de mest værdimæssigt konservative i Europa.

Men som så ofte før, blev der hurtigt lagt låg på balladen med erklæringer om fred og ‘lad os komme videre’. Desuden fik Sarri to dages karantæne og en bøde på 20.000 Euro, til gengæld fik han moralsk støtte fra Berlusconi, der selv har haft sine problemer med tvivlsomme udtalelser om homoseksuelle.

Så let bliver det ikke at finde en harmonisk udgang på det andet store skænderi, der vækker bekymring i hovedstæder rundt om i Europa. Italien har en lang række af problemer i forholdet til Bruxelles, og Matteo Renzi har, tro mod sin natur, valgt at gå efter en konfrontation i stedet for et kompromis.

Renzi og Juncker under topmødet i august - før smilene stivnede

Matteo og Jean Claude mødes undervejs til topmøde i august – før smilene stivnede

Den største italienske hovedpine handler om finansloven for 2016. Man håber at EU-kommissionen vil give ’fleksibilitet’, det vil sige vise forståelse for at den ikke er som Bruxelles (og Berlin) gerne så det. Renzi har desperat brug for at sætte skub i den meget beskedne italienske vækst, og er samtidig presset politisk, derfor ligger budgettet mere vægt på skattelettelser end budgetbesparelser. Noget man ikke bryder sig om hos kommissionen, hvor man som oftest foretrækker den omvendte balance. Samtidig får Italien ikke reduceret sin hastigt voksende gæld (på 134 procent af BNP) i det tempo man har forpligtet sig til. Den slags har Merkel, og hendes finansminister Schäuble, det ikke godt med.

Dette er grundkonflikten, og alle de øvrige sammenstød, skal ses i lyset af denne. Renzi kæmper for at få godkendt sit budget og for at kunne give skattelettelser forud for en række vigtige borgmestervalg i Milano og Rom, samt en folkeafstemning om forfatningsændringer, som Renzi har hængt sin politiske fremtid op på. For Renzi er der altså meget mere på spil end korrektioner af budgettet.

Italiens statsgæld er eurozonens næststørste

Italiens statsgæld er eurozonens næststørste, kun overgået af grækerne

Det betyder dog ikke at de andre hovedpiner ikke er alvorlige. Den næststørste bekymring handler også om gæld, denne gang de mange dårlige udlån som de italienske banker ligger inde med. Særligt vækker den tredjestørste italienske bank, Monte dei Paschi di Siena (igen) bekymring. Banken der er verdens ældste, grundlagt i 1472, og har hovedsæde i billedskønne Siena, har tabt halvdelen af sin værdi siden nytår.

Italien har i længere tid forsøgt at få kommissionens godkendelse til at oprette en statslig skraldemandsbank, der kan påtage sig de mange dårlige lån, der risikerer at løbe op i en sum der svarer til 22 procent af det italienske bruttonationalprodukt, men forhandlingerne har været besværlige og langvarige. Sagen blev akut forværret, da Italien før jul gennemførte en såkaldt bail-in, hvor investorer og aktionærer i fire mindre provinsbanker betalte prisen for at restrukturere bankerne. En ældre pensionist, der havde haft sin opsparing i bankobligationer i en af de fire banker, Banca Etruria, begik efterfølgende selvmord, og sagen blev politisk problematisk for Renzi. Den politiske pris, synes dog lige nu beskeden sammenlignet med den økonomiske, der risikerer at udfolde sig, hvis det bliver en regulær bankkrise.

For bail-in aktionen af de fire provinsbanker har mindet investorer om, hvor mange dårlige lån Italiens banker ligger inde med, og at der med det nye års komme nu gælder fælles EU-regler, hvor det netop er investorer og aktionærer, der skal bære prisen for banker der er i vanskeligheder, og ikke skatteyderne via statskassen (i første omgang i hvertfald). Den kombination har fået investorerne til at forlade de italienske banker i massevis. Et stort problem i et land, hvor mange ellers har set på bankobligationer, som en opsparingskonto med høj rente og lav risiko.

Bank er et italiensk ord (banco - bænk eller disk). Selvfølgelig er verdens ældste bank, MPS, også italiensk

Verdens ældste bank, Monte dei Paschi di Siena, er igen i uføre

 

Selvom en mulig bankkrise og en finanslov på vippen, synes at være rigeligt at kæmpe med, så har Renzi flere europæiske problemer. To gange på kort tid har kommissionen løftet pegefingeren og henholdvis indledt en sag og en undersøgelse af politisk følsomme forhold i Italien. Den første er en sag mod Italien for manglende registrering af flygtninge og migranter.

Det er ingen hemmenlighed, at italienerne længe har været lemfældige på dette område. Men italienerne har (med rette) påpeget at man til gengæld har løftet en krævende europæisk opgave i arbejdet med at redde og modtage de rekordstore mængder af flygtninge og migranter. Samtidig har de seneste måneder vist at en hel række nordeuropæiske lande, der som Danmark, førhen har været meget kritiske overfor Italiens manglende registrering, ikke har haft store problemer med selv at fungere som transitland, da flygtningestrømmen ramte længere mod nord. I forhold til Schengen lovgivningen, er italienernes undladelsessynder dog problematiske, da de er foregået ved en ydre grænse, og ikke en af de indre.

For Renzi udgør en eventuel straf fra kommissionen en mulig ydmygelse. For få måneder siden solgte han den europæiske plan om omfordeling af flygtninge, som en italiensk sejr.  Siden da er sølle 331 flygtninge, ud af de planlagte 160.000, blevet omfordelt og med den hast er der meget lidt appetit på at blive flittigere med fingeraftrykkene, hvorefter Italien ifølge Dublin-reglerne, vil have ansvaret for flygtninges videre skæbne. Sagen om fingeraftryk er alt andet end en vindersag i et Italien, hvor de seneste tre års akutte flygtningekrise har sat tydelige spor.

Oveni finanslov, bankkrise og manglende fingeraftryk, så er en gammelkendt hovedpine også blusset op i den forgangne uge, da den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, åbnede en undersøgelse om hvorvidt Italien har udøvet ulovlig statsstøtte til Europas største stålværk, Ilva, ved Taranto i bunden af den italienske halvø.

Værket er et mønstereksempel på alt det værste ved Italien; et stålværk der har forurenet i en sådan grad, at risikoen for kræft i nærområdet er betydeligt forhøjet, de tidligere ejere efterforskes for kriminalitet og både lokale og nationale politiker synes i årevis at have lukket øjnene, ikke mindst fordi stålværket sikrer 16.000 arbejdspladser i en region, der økonomisk er dårligere stillet end Grækenland. Ilva har i årevis sikret at Taranto har fået et prædikat som en af Italiens værste byer som Horisont fortalte om tilbage i 2013.

Den typiske politiske reaktion på de beskrevne kriser, vil være en intens diplomatisk indsats for at nå det bedst mulige kompromis. Renzi har valgt præcis det modsatte. Til stor forundring i diplomatiske kredse, der leder efter en strategi og en plan hos den italienske regeringsleder.

Renzi har langet kraftigt, og offentligt, ud efter både Bruxelles og Berlin. Han har sagt at Italien har krav på respekt, mens han ved seneste Europæiske Rådsmøde beskyldte Tyskland for dobbeltmoral i forbindelse med deres ønske om at øge kapaciteten i Nord Stream gasforsyningen (det såkaldte Nord Stream 2), samtidig med at EU stoppede, den for Italien vigtige South Stream forbindelse, netop på grund af konflikten med Rusland over Ukraine.

Men udover det har Renzi forhøjet både indsats og risiko, da han bad sin finansminister om at blokere for finansieringen af 3 milliarder euro som man har lovet tyrkerne, i håb om at Ankara kan og vil mindske flygtningestrømmen. Italienerne siger at blokeringen skyldes, at man vil have at alle pengene kommer fra EU’s eget budget, men reelt set er der tale om at Italien tager aftalen med Tyrkiet som gidsel, i de beskrevne konflikter. Et oplagt gidsel for Italien, der ikke har et direkte problem med de flygtninge, der kommer ind via den græsk-tyrkiske grænse. Blokaden har skabt tydelig irritation i flere hovedstæder, ikke mindst i Berlin, hvor Merkel er under kolossalt pres for at levere resultater.

Et andet synligt bevis på Renzis utålmodighed og utilfredshed med kursen i Bruxelles er de personaleændringer han har foretaget i Bruxelles, hvor han blandt andet har forflyttet den ellers respekterede EU-ambassadør, Stefano Sannino og erstattet ham med en af sine ministre, Carlo Calenda.

Selvom mange efterlyser en klar strategi fra Renzis side, så synes det nu alligevel klart hvad der er de to drivende faktorer, i den kamp Renzi er gået ind i med Bruxelles og Berlin.

Den ene er Renzis person. Hele hans politiske kometkarriere fra borgmester i Firenze til regeringsleder i Rom baserer sig på risikovillighed. Renzi går ikke uden om en konflikt, han løber ind i den med hovedet først og foreløbig har det bragt ham langt. Han har med stor brutalitet skubbet venner og fjender i sit eget parti af vejen ved at løbe risici, og tage konflikterne. En af hans mange floskler er, som altid i Italien, hentet fra fodboldens verden. Han plejer at sige at: “den største risiko er ikke at brænde et straffespark. Det er at ikke turde tage sparket”.

Men Renzis opførsel handler ikke kun om psykologi og persontræk. Den indenrigspolitiske situation i Italien forklarer, hvorfor han føler han har stærke kort på hånden. Han gør gerne opmærksom på, at hvis Europa ikke vil lytte til ham, så er alternativerne euro-skeptikerne hos den 5-stjernede bevægelse, der er nummer to i alle meningsmålinger eller EU-modstanderne hos Lega Nord, der indtager tredjepladsen.

Hvis I ikke hjælper mig, så får I noget der er meget værre, synes ræsonnementet at være i det der kan kaldes en ”Renzi eller kaos”-strategi.

 

Det synes naturlig at en mand, hvis biografi kaldes "Erobreren", vælger risiko fremfor kolblodighed

Det synes naturligt at en mand, hvis biografi kaldes “Erobreren”, vælger risiko frem for kompromis

Med den irritation Renzi fremtvinger i de andre hovedstæder er det langt fra sikkert, at alle deler opfattelsen af, at Renzi er den bedste løsning. Så trods Renzis kærlighed for fodboldmetaforer, så synes det mere end tvivlsomt at skænderierne med Berlin og Bruxelles kan bilægges ligeså hurtigt og smertefrit som ugens skænderi i fodboldens verden. Og risikoen ved at brænde straffesparket er meget højere for både Renzi og Europa, der har brug for hinanden, end tilfældet var for kamphanerne på trænerbænkene i Napoli i onsdags.

Første fingerpeg om hvilken vej konflikten går, får vi på tirsdag, hvor den italienske finansminister gæster Bruxelles for at mødes med Margrethe Vestager, hvor det to skal tale om bad vibes og bad banks. En samtale, der passende kan fortsætte, når Renzi på fredag besøger Merkel i Berlin.

Leave a reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>