Kulturkrigeren Renzi

by nielskvale 0 Comments

Én milliard euro, eller godt 7, 5 milliard danske kroner vil Matteo Renzi investere i kulturforbrug og italienske forstæder, som svar på terrorudfordringen. Planen, der udfordrer den italienske økonomi, har mødt modstand fra flere sider. Italienske virksomheder frygter at finansieringen fører til en udskydelse af en planlagt skattelettelse for erhvervslivet, mens andre sider beskylder Renzi for at give bonusser til enkeltgrupper, i stedet for at investere i det haltende uddannelsessystem eller de kulturelle institutioner, der er blevet beskåret igen og igen igennem de seneste 10-15 år.

Mere om Renzis kulturkrigeri og tankerne om et kulturdebitkort til 18 årige her hos P1Morgen fra i torsdags: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-11-26/#!/01:30:07

 

Derby senza Curve

by nielskvale 0 Comments
Francesco Totti forhandler med ultrás forud for det aflyste derby i 2004

Francesco Totti forhandler med ultrás forud for det aflyste derby i 2004

Italiensk fodbold har en overflod af intense, passionerede og historiske lokalopgør. Byer som Genova, Torino, Milano, Verona byder på kampe, der deler byerne i to, mens en ø som Sicilien har sin egen variant, når byerne Catania og Palermo kæmper om herredømmet. Ingen opgør når dog op siden af den kamp, der spilles i dag klokken 15 – Derby della Capitale – kampen om den evige stad mellem Lazio og Roma. Kampen om hovedstaden.

Opgøret, der har et snært af opland mod by, forstæder mod centrum, deler hovedstadsregionen i to og har en årelang tradition for at medføre drama enten på eller udenfor banen. Og i flere tilfælde begge steder.

I Rom plejer man at sige, at det er mere vigtigt at vinde derbyet end at vinde scudettoen (mesterskabet). Det skyldes til dels at de to hovedstadsklubber, trods en selvforståelse der peger i modsat retning, har vundet forbløffende få mesterskaber, fem tilsammen, og derfor har brug for andre konkurrenceparametre end de succesrige norditalienske konkurrenter i Juventus, Milan og Inter.

Mens pokalerne er relativt få, er lidenskaben i Rom til gengæld større. Ofte så stor, at det intense fokus på særligt Roma, synes at spænde ben for klubben, når der bliver blæst for meget luft i ballonen, og den sprænger med et brag, som næsten kannibalistisk bliver dissekeret af 50+ lokalradioer, blade og hjemmesider.

Det store pres og de ofte svigtende resultater sikrer at tænding og spænding altid er garanteret, når Olimpico byder på derby. Forud for kampen i dag har italienske aviser varmet op med alle historierne om derbyet, hvor Francesco Totti scorede to gange og tog en selfie foran de romerske fans, eller den gang han efter en scoring overtog et TV-kamera og vendte det mod publikum. Ligeledes er alle historierne genfortalt om dengang Lazios Paolo di Canio provokerede Romas tilhængere med sine jubelscener og da Romas Daniele de Rossi sendte en langefinger mod Lazios fans i foråret. Historierne om fornærmelser, humoristiske striscioni (bannere) og jubelscener, som da en Laziotræner efter en sejr badede i et springvand, fylder spalter og sendeminutter i de italienske medier i disse dage.

Men ligeså ofte som det har været spillere og træner, der har taget fokus, så har det været historierne uden for banen der har stjålet overskrifterne. Som opgøret i 2004, hvor voldsomme tilskueruroligheder mellem de to gruppers fans fandt sted op til kampen. Her cirkulerede et falsk rygte om at et barn, var omkommet, hvilket fik de romerske ultrás til at forlange at kampen skulle aflyses. De fik deres vilje efter lange forhandlinger bag det ene mål med blandt andet anfører Totti. En udvikling der – for gud ved hvilken gang – rettede fokus mod ultráernes store magt i Italien.

Denne gang er det, for én gangs skyld, givet på forhånd, hvordan derbyet vil blive husket. Det er allerede døbt Derby senza Curve – derbyet uden de curva’er – der på dansk bedst kan oversættes til endetribuner. I Italien er endetribunerne (med enkelte undtagelser i Genova, Torino og Milano) sving, da italienske stadions er bygget under fascismen, og som led i fascismens dyrkelse af kroppen, også skulle have atletikbaner. I Rom hedder curva’erne syd og nord og det er dér de mest passionerede – og ofte voldelige – tilhængere holder til. De fans der normalt vil gøre hvad som helst for at komme til derby, har i år meddelt at man i en koordineret aktion mellem Lazios og Romas fans lader de to endetribuner stå tomme. Kort sagt; derbyet bliver derbyet uden fanklubber.

Den konkrete anledning er at de romerske myndigheder for at få bedre kontrol og mere sikkerhed, har besluttet at dele endetribunerne i to med et hegn i midten. En beslutning, der er enormt upopulær, da den vil skabe en opdeling af de titusindvis af fans, der står bag målene og skaber en intens atmosfære. Men også en beslutning som er en konkret udfordring for de ultrá-grupperinger, hvis magt afhænger af territorium, akkurat som de kriminelle bander, som en del af grupperingerne plejer forbindelser med.

Men protesten er også den foreløbige kulmination for to fangrupper, der i længere tid har ligget i konflikt med deres respektive klub-ledelser. Lazios ultrás har i årevis ligget i krig med præsident Lotito, der gjorde op med flere af ultráernes privilegier (indtægter), såsom merchandising og billetsalg. Forholdet er ikke blevet bedre af at dele af de himmelblå ultráer var involveret i et forsøg på at kuppe Lotito ud, i et suspekt samarbejde med ungarske stråmænd, den tidligere Lazio-legende Giorgio Chinaglia og organiserede kriminelle med forbindelse til den napolitanske mafia – camorraen.

Hos konkurrenterne fra Roma har dele af den rødgule fanskare vendt sig mod den amerikanske præsident Palotta, siden han ændrede detaljer i klublogoet, som led i sin ambitiøse brandingplan for AS Roma. Denne tvist var dog tæt på at gå i glemmebogen i takt med at Roma under træner Luis Garcia viste sig som titelbejlere, men det skrøbelige forhold gik op i limningen, da romerske fans – i curvaen – på bannere hyldede den roma-ultrá, der er anklaget for mordet på en Napoli-tilhænger i forbindelse med cup-finalen i 2014 ( i øvrigt selv samme mand, som ’forhandlede’ med Totti, under det aflyste derby i 2004).

Da en mindre gruppe af de samme ultrás på et banner tilsvinede moderen til den afdøde Napolifan, blev det for meget for præsidenten, der under et interview kaldte disse fans for ”Fucking idiots”. Siden da har forholdet mellem præsident og curva været mere end anstrengt, og forskellige demonstrationer og aktioner har præget sæsonopstarten for romerne, og i eftermiddag kommer der så trumf på, når man boykotter det helligste hellige, derbyet.

Det store spørgsmål i Rom er om de aktionerende ultrás vil demonstrere i fælles flok udenfor, og om det som så ofte før, vil medføre ballade. En tanke, der har fået de romerske myndigheder til at udkommandere flere end 1000 betjente. Sikkert er det at opgøret vil blive præget af en mærkelig tavs atmosfære og slå bundrekorden for lavt tilskuerantal med knap 35.000 tilskuere på det store stadion, og at italiensk fodbold endnu engang er fanget i magtkampen mellem myndigheder og ultrás, der i Italien har så meget mere magt end i andre europæiske lande

Frans og de tre lange uger

by nielskvale 0 Comments

Det syntes på forhånd givet at tre uger med 270 biskopper og kardinaler, der diskuterer det som Pave Frans angiveligt kalder ’under bæltestedet’ spørgsmålene, ikke ville til at gå stille af sig. Alligevel har synodet (sammenkomst) om familien, den katolske kirke og de to størrelsers fremtidige relation, afsløret præcis hvor stærk og hård modstanden er mod Pave Frans og dagsordenen om en mere lyttende og mindre fordømmende kirke.

Særligt i den romerske kurie, der kan sammenlignes med en centraladministration, har man fra begyndelsen følt sig udfordret af Frans. De seneste tre ugers begivenheder viser at den modstand er ganske levende, og der tegner sig mønstret af en konspiration, der har som mål af få Frans ud af vagten, eller indskrænke hans råderum til at gennemføre reformer af kirkens linje.

Modstanden i kurien begyndte, da paven som nyindsat fravalgte magtens symboler; den fine lejlighed, store biler, dyre sko, guldkrucifikset og så videre. Undertegnede har flere gange i Rom mødt vatikanologer og iagttagere, der har kaldt Pave Frans for ’upavelig’ i sit fokus på det simple liv. Da han oven i købet under påsken i 2013 vaskede og kyssede fødder på flere indsatte i et romersk fængsel (herunder en muslim og to kvinder) blev der sunket en gang eller to ekstra på Tiberens vestlige bred .

Men værre end symbolikken, så har Frans forsøgt at ændre på magtbalancerne bag Peterskirkens imponerende ydre. Særligt har han forsøgt at indskrænke kuriens magt, som da han fyrede den magtfulde italiener, Tarcisio Bertone, der havde fungeret som Vatikanets statsminister og da han i efterfølgende kardinaludnævnelser, gik udenom de traditionelle karrierestiger i de 44 hektar ministat.

Ligeledes har Frans’ indsats for at rydde op i Vatikanets bank, IOR, mødt udbredt modstand. Banken har i årevis har lignet hvidvaskningsmaskine, og af samme årsag blev den kortvarigt spærret fra det internationale banknetværk i 2013, med den konsekvens at hæveautomaterne i verdens mindste stat måtte lukke

En ting er dog Frans’ symbolske handlinger og ændringer af kirkens indre struktur. Endnu større er frygten for at han vil forsøge at udleve den forsonende linje han har retorisk har lagt op til i forhold til fraskilte, homoseksuelle og det moderne liv, som synes at have skabt en afgrundsdyb afstand mellem kirken og dens følgere.

Derfor har det netop overståede synode været ventet med spænding, for skal Frans for alvor rykke ved kirkens standpunkter overfor familier, fraskilte og homoseksuelle, så er det igennem de konklusioner han nu skal drage efter tre uger med forhandlinger og diskussioner blandt de 270 kardinaler fra hele verden.

Diskussioner der har tydeliggjort en udbredt modstand mod Frans. Flere af forslagene havde svært ved at passere eller mødte modstand fra et betydeligt mindretal. Dog konkluderes det at en lang række familierelaterede spørgsmål skal vurderes lokalt fra sag til sag, og ikke efter fast rettesnor lagt i Rom. 

Mens uenigheden var ventet, havde ikke mange regnet med det, der ligner en orkestreret anti-Frans kampagne, der har rullet sig ud under synodet, og flyttet betydelige dele af fokus. Først sprang en præst i Vatikanet ud af skabet på en romersk restaurant med sin homoseksuelle partner. En handling der så mere end almindeligt orkestreret ud. I den følgende uge lækkede et brev til paven, angiveligt underskrevet af 13 kardinaler, hvoraf flere efterfølgende har benægtet at være medunderskrivere, eller beklaget dets offentliggørelse. Det sidste led i tre-trins raketten synes dog at være det der mest direkte gik efter paven og ikke mindst hans autoritet: Placeringen af en falsk nyhed i en italiensk avis om at Frans havde en mindre hjernesvulst, som han havde søgt behandling for hos en toscansk specialklinik.

En nyhed, der skulle understrege at en mand, der ikke er ved sine fulde fem i øverste etage, ikke bør træffe afgørende beslutninger om noget så vigtigt som fremtiden for en institution, der får alle andre internationale institutioner til at ligne årsunger.

Således bekræftet i at en hel del af beboerne i hans lille stat ønsker at han følger sin forgængers eksempel og bliver pave emeritus så hurtigt som muligt, kan Frans nu sætte sig ned og konkludere på anbefalingerne fra synodet, og se hvor langt han tør gå. Og ikke mindst overveje hvad næste skridt bliver fra de modstandere, der tydeligvis føler sig truet.

Selv synes Frans at gå til direkte modangreb da han afsluttede synodet med bemærkninger om at kirken skal lytte til og høre familiernes stemme og ikke mindst at det overståede synode havde udstillet de ”lukkede hjerter, som ofte gemmer sig bag kirkens lære og gode intentioner”.

 

Sarri og renæssancen i Napoli

by nielskvale 0 Comments
CKSJhZ3WgAEho7Z

Foto lånt fra Napoli Magazine

Det kræver kun ét enkelt blik på det vidunderlige billede ovenfor, for at konstatere at Napolis nye cheftræner Maurizio Sarri (rød bluse) er af den gamle skole.
En såkaldt puritaner, der udfordrer sine omgivelser og fodboldens magthavere. Men det er ikke kun en moka, en smøg i midtercirklen og joggingsæt der linker Sarri til gamle dage.
Sarri har givet Napoli en genfødsel, der synes naturlig taget i betragtning af, at den 56-årige Sarri i mange år var amatørtræner i renæssancens vugge; Toskana og indtil 2002 arbejdede han som bankmand for Monte dei Paschi di Siena – verdens ældste bank – grundlagt i renæssancens højtid i 1472.
Men også Sarris mange udtalelser om medier, fodboldmarkedet og en politisk profil til venstre (en bankmand kan nemlig godt være rød i landet, hvor alt er omvendt, red.) der angiveligt gav Silvio Berlusconi kolde fødder over at hyre Sarri til AC Milanos genfødsel, en genfødsel der stadig lader vente på sig. Alt dette vidner om en herre, der ikke flyder med strømmen i moderne fodbold. Tværtimod.
Sarri har haft en omflakkende tilværelse som amatørtræner i de lavere rækker, uden større opmærksomhed, indtil han sidste sæson tog fusen på Serie A, da den lille provinsklub Empoli, med Sarri på trænerbænken, ikke bare overlevede i rækken, men spillede flot, sammenhængende og med en klar gameplan.
Idolet Maradona
“Provinstrænerens” metoder blev sat under lup, og selvom manden nok er af den gamle skole, så er hans systematik en af de mest moderne. Hans brug af droner til at overvåge, rette og finpudse bagkæden, er blevet kopieret flere andre steder. Samtidig har hans kritiske udtalelser om det store fokus på transfervinduet og spillerhandler været noget der ramte genklang mange steder i et land, hvor fodboldens overdrevne lønninger og spektakulære handler, står i skærende kontrast til den generelle økonomiske stilstand og sociale deroute.
Blandet andet er Sarri blevet citeret for: ”Forsvaret bliver forstærket gennem hårdt arbejde på banen. Jeg accepterer ikke idéen om at du er nød til at købe nye spillere. At være afhængig af markedet er at frasige sig hårdt arbejde”. Og hvis nogen synes at dette arbejde på træningsbanen er for hårdt, så har Sarri også et svar til dem: ”Hårdt arbejde er at stå op klokken seks om morgenen og skulle arbejde på en fabrik”.
Udtalelser der underbygges af det faktum at den Empoli-trup som Sarri sikrede et år mere i Serie A var den billigste, den lavestlønnede, den korteste og letteste trup i Serie A. Det synes overflødigt at understrege, at man altså klarede sig uden dyre stjerner og overlevede mere på teknik end fysik.
Ikke mindst på grund af en detaljeret træning som har givet Sarri navnet ”Mister 33” i italienske medier på grund af det antal standardsituationer det siges at han forventer spillerne kan i søvne. Sarri kalder det en myte og elsker bestemt ikke medierne, som han mener fordummer fodbolden ved kun at fokusere på det næste spillerkøb. Af samme årsag er han blevet kaldt en ‘talebaner’ med henvisning til Taleban-bevægelsen had til fjernsyn.
I sommers vendte Sarri hjem til det Napoli han forlod som barn, da arbejderfamilien fra Napoli, som tusinder af andre i tressernes Syditalien skulle søge lykken mod nord. I Sarri familiens tilfælde blev destinationen Firenze i Toskana, men fodboldklubben skiftede han ikke ud, og siden da har han på afstand holdt med hjerteklubben; Napoli.
Et forhold, der blev udtrykt tydeligt da Sarri efter en dårlig start på sæsonen blev kritiseret af selveste Maradona. Sarris modsvar lød: ”Maradona kan sige hvad han vil. Han er og bliver mit idol”.
Siden Maradonas kritik har Napoli i øvrigt ikke set sig tilbage. Fem af de seneste seks kampe er vundet og målscoren lyder på 18-1.
I storform
Den argentinske verdensstjerne, Gonzalo Higuain, er i storform og byens lokale vidunderbarn, Lorenzo Insigne, viser takter, der har fået stemmer til at viske om, at Napoli igen bør lade en spiller bære trøje nummer 10.
Det er 25 år siden napolitanerne sidst vandt lo Scudetto, dengang da Diego havde trøje nummer 10. Nu drømmer de igen i Vesuvs skygge, der tales om Sarri-mania og om kontraktforlængelse med træneren.
Søndag møder de et andet hold, der er begyndt at drømme og hvis storhed ligger endnu længere tilbage, Fiorentina, der højst overraskende, ligger nummer et.
Opgøret mellem de to formstærke hold er ventet med så megen spænding at det helt overskygger Derby dell´Italia mellem Inter og Juventus, der også spilles søndag.
Sidst de to hold mødte hinanden i en så betydningsfuld kamp, var Coppa Italia-finalen i 2014. En kamp, hvor Lorenzo Insigne strålede, scorede to gange og Napoli vandt 3-1. For 39 år siden spillede de to selvsamme hold i Firenze, dengang med en 17-årig eksileret napolitaner på udebanetribunen i den sydlige ende af Artemio Franchi. Denne søndag er han tilbage i Napoli på trænerbænken, hvor han står overfor en kollega, Paulo Sousa, der på alle måder er alt det Sarri ikke er: Tidligere topspiller, slipseklædt og elegant.
Men det gør formentlig ikke noget. Sarri har nemlig nu det han selv har kaldt ”det eneste arbejde, jeg nogensinde ville udføre gratis”. Noget han i øvrigt gjorde i mange år i skiftende toskanske udkantsbyer, mens Paulo Sousa løftede Champions League trofæer som spiller. Selvom Sarri i dag næppe gør det helt gratis, så er der ingen tvivl om at han arbejder hårdt, og at Napoli spillerne bliver sat på hårdt arbejde hver dag. Foreløbigt er det resulteret i en spillemæssig og humørmæssig renæssance, som først Fiorentina og sidenhen FC Midtjylland skal prøve at modstå.

 

Berlusconis vej

by nielskvale 0 Comments

image1

Silvio Berlusconi behøver ikke nogen nærmere præsentation og historien om Berlusconis politik, eskapader og kriminalitet er verdenskendt i et sådant omfang, at han for et par år tilbage, ifølge en google-baseret undersøgelse, var verdens næstmest citerede nulevende person efter Barack Obama.

Af samme årsag har det længe været en attraktiv opgave for både forfattere og forlag at få lov at skrive den autoriserede biografi om Silvio Berlusconis kulørte og betydningsfulde virke som både politiker, mediemand og fodboldpræsident.

Trods hyldemeter af litteratur om manden, så er det tætteste vi kommer på en selvbiografi den billedpamflet – Una Storia Italiana – som Berlusconi op til valget i 2001 rundsendte til 16 millioner italienske hustande. Her var der dog mere tale om en reklamekampagne op til valget end en egentlig journalistisk biografi.

Derfor er der i italienske medier blevet varmet godt op om den første egentlige Berlusconibiografi, hvor Berlusconi selv medvirker. My Way”, der torsdag udkom på forlaget Rizzoli. Overraskende for mange er det en udenlandsk forfatter, den amerikanske journalist Alan Friedman, der har fået lov at føre pennen, og tilbringe timevis med Berlusconi i hans mange luksuriøse pallazzier spredt over Italien.

Selv siger Berlusconi (på sit udmærkede engelsk) i en promovideo, at han gør som Steve Jobs; fortæller sin historie, og så kan Friedman skrive hvad han vil.

Valget af Friedman synes alligevel at give god mening og være båret af et, naturligt, ønske om en fordelagtig biografi. Selv holder Friedman fast i at han også fortæller de dele der gør ondt. Der er, påstår han ikke givet nogen ‘sconto’ (rabat).

Friedman, har i årevis boet i Italien og skrevet for aviser som Financial Times og Wall Street Journal. Han har kvalificeret sig selv til opgaven med Berlusconibiografien, da han i 2014 udgav bogen “Ammazziamo il Gattopardo”. En bog om at dræbe ‘Leoparden’ som metafor for et forandringsresistent samfund (på baggrund af Giuseppe Tomasi di Lampedusas klassiske “Leoparden”, hvor alt forandres blot for at kunne blive som det var før). Bogen vakte dog mere opsigt for den journalistiske afdækning af det skjulte spil der gik forud for Berlusconis fald fra regeringsmagten i 2011.

Ifølge Friedman planlagde en lang række centrale aktører, såsom senere ministerpræsident Mario Monti, daværende præsident Napolitano og ECB-præsident Mario Draghi, i månederne op til Berlusconis fald, hvordan Berlusconi kunne falde. De fik ved det sagnomspundne G20 møde i Cannes i efteråret 2011 hjælp fra Merkel og Sarkozy, der sendte Berlusconi ‘dødssmilet’ ved et fælles pressemøde.

Påstanden, som bliver underbygget i bogen, lignede i høj grad Berlusconis egne teorier om en sammensværgelse og et kup mod ham, hvilket gjorde Friedmans bog til et populært værk blandt Berlusconi-støtter. Kort efter “Ammazziamo il Gattopardos” udgivelse blev Friedman så tilbudt at skrive biografien der udkom i torsdags.

Undertegnede er i skrivende stund en femtedel inde i bogen, og det synes derfor urimeligt at fælde dom over, hvor godt det lykkes Friedman at fortælle om det fascinerende og forførende væsen Berlusconi er, samtidig med at han også borer i det kyniske magtmenneske, der har trodset demokratiet for egen vinding, plejet forbindelser med den organiserede kriminalitet og brugt den italienske stat som en del af egen forretning.

Umiddelbart peger kapitel 1’s titel “Den fødte forfører” ikke i den retning. Det er da også tydeligt at Berlusconi-lejren har lagt meget arbejde i at biografien skal tegne et pænt billede. Dels har der været afsat mange dage til interviews, men der er også blevet trukket godt i Berlusconis imponerende netværk. Således kan Friedman indlede bogen med et ekslusivt interview på Vladimir Putins kontor i Kreml, hvor den russiske præsident taler om ‘sin ven Silvio’, ligesom hele inderkredsen omkring Silvio, inklusiv børnene, medvirker.

Op til bogens udgivelse kaldte Friedman Berlusconi for den vigtigste mand i Italiens historie siden Mussolini. Den påstand er det svært at være uenig i, spørgsmålet er hvilken af de mange historier om Berlusconi som Friedman vælger at skrive. Bliver han forført af forføren, eller formår han, også, at udfordre ham på konsekvenserne af egne gerninger, forbrydelser og forretninger?

Næste weekend vil bogen være læst, og spørgsmålene besvaret her på siden. Også hvad kapitlet Ah, le donne”, dækker over.

Saviano & sandheden

by nielskvale 0 Comments

Roberto Saviano er verdenskendt for at betale sandhedens pris. Et isoleret liv, beskyttet af bodyguards for at fortælle om den napolitanske mafia, Camorraens, nihilistiske blodrus og vækst op gennem 90’erne. Bogen Gomorrah bragte ros, berømmelse og trusler på livet for Saviano, der siden da har været en markant stemme i den italienske debat. En stemme der har haft et naturligt og tiltrængt fokus på syden og den organiserede kriminalitet, der nok har sine rødder i Syditalien, men er til stede over hele landet.

Men nu er Saviano ude i et kraftigt stormvejr efter det amerikanske site, The Daily Beast, i sidste uge beskyldte væsentlige dele af Savianos nye bog ZeroZeroZero (udkommet i DK hos Gyldendal, 2014) for at være dels plagiat og afskrivning fra Wikipedia og artikler, uden kildeangivelse, og dels være det rene opspind.

Daily Beast gennemgår detaljeret flere afsnit, der synes kopieret, og et enkelt der kan ligne opspind. Beskyldninger om stor låneiver og kreativitet hos Saviano er ikke nye. Så sent som i forsommeren stadfæstede den italienske højesteret en dom om at (mindre) dele af bestselleren Gomorrah (på dansk Mafiaen i Napoli) var taget fra lokale aviser i Campania-regionen uden behørig kildeangivelse. Den dom vakte dog ikke den store opsigt i Italien, hvor intet alligevel er sort-hvidt. Eller originalt eller kopi, om man vil.

Opsigt vakte til gengæld Daily Beasts anklager, og Saviano selv tog allerede dagen efter til genmæle på forsiden af La Repubblica, hvor han forklarer sin metode som en mellemting mellem journalistik og fiktion. En ’ikke-fiktiv roman’, kalder han det i forsvaret af sig selv. Saviano antyder at anklagerne er en del af den ’macchina del fango’ – muddermaskine – som altid bliver sat i værk, når man rammer ømme punkter hos Italiens magthavere (Saviano har flere gange været udsat for den maskine, eksempelvis har den nuværende guvernør i Campania-regionen (Napoli) beskyldt Saviano for at opfinde Camorra-historier for at undgå arbejdsløshed).

Set udefra ligner anklagerne dog en mere solid research end et forsøg på karaktermord. Og konflikten ligner mere et sammenstød mellem traditionerne og præcisionen i den angelsaksiske presse og den italienske, hvor følelser (altid) spiller en større rolle, og det samme gør opfindsomheden i både positiv og negativ forstand.

Saviano argumenterer for hvorfor han bevæger sig i et grænseland, hvor han beretter om virkelige hændelser, gennem mange kilder, altså en journalistisk metodik, hvor slutresultatet er litterært. En ”ikke-fiktiv roman” kalder han det. Denne insisteren på at have litterær frihed, samtidig med at hans arbejde sælges om journalistik, kommer trods andre gode argumenter i Savianos forsvar til at lyde som en undskyldning for at undgå at stå til ansvar for de klassiske journalistiske dyder. Saviano omtales konsekvent som dybdeborende journalist og hans bøger sælges som sådanne. Eksempelvis skriver Gyldendal om bogen:ZeroZeroZero er en rystende reportagerejse ind i kokainens verden skrevet af den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano – kendt for bestselleren Mafiaen i Napoli”. Saviano præsenterer desuden sig selv som journalist bl.a. her på sin twitter-profil.

Den store opfindsomhed, eller de litterære træk, hos Saviano var også genstand for opmærksomhed i enkelte af de italienske anmeldelser, da ZZZ udkom for to år siden, som hos Federico Varese i La Stampa, hvor han skriver at det er på tide Saviano ryger over i fiktionssektionen i de italienske libreria’er.

Debatten om ZZZ peger dog også tilbage på Savianos gennembrud Gomorrah, der som nævnt også har været beskyldt for overdreven opfindsomhed (særligt åbningsscenen med døde kinesere i en container og skrædderen der ser Angelina Jolie iklædt hans håndværk på den røde løber), og som tidligere nævnt, har domstolen dømt bogen for manglende akkreditering af kilder. Det synes oplagt at spørge Saviano om dette værk også er en ikke-fiktiv roman, og i så tilfælde, hvad det havde betydet for Saviano, salgstallene og dødstruslerne, hvis han, da Gomorrah udkom, havde erklæret at det var en litterær bog, der byggede på virkelige hændelser.

Mens det og en række andre spørgsmål om Saviano venter på at blive besvaret, så er det mest triste ved debatten, at Napoli og Syditalien i den grad har brug for en som Saviano. En der råber op, og tvinger Italiens (Rom og Renzis) opmærksomhed mod den råddenskab som den organiserede kriminalitet skaber i store dele af syden. Ikke mindst i en tid hvor en ny bandekrig hærger i Napoli, hvor en politimand blev skudt af i sidste uge og hvor Syditalien er økonomisk dårligere stillet end Grækenland, er der brug for stemmer som Savianos. Det ville bare hjælpe mere hvis varebetegnelsen på hans bøger var ligeså troværdige som modet og trangen til at råbe op.