Europas næste knock-out

Mens kontinentet leder efter en vej ud af den politisk-juridisk-diplomatiske black-out, som 51,9 procent af briterne sendte Europa ud i, så spørger flere medier om hvor det næste slag kommer fra. Det bliver efter alt at dømme en uppercut fra syd, hvor Italien skaber bekymringer på både kort og lang bane. Landet er en eksplosiv cocktail af uløste problemer, utilfredse vælgere og en enorm gæld, der nærmer sig 140 procent af bruttonationalproduktet. Det, der blinker mest alarmerende lige nu er det italienske banker, der har blødt igennem hele 2016, og som igen har været hårdt ramt efter briternes afstemning. Den italienske regering arbejder lige nu på en bankpakke, der kan skabe ro, men med de mængder af dårlige lån, som virvaret af italienske pengeinstitutter ligger inde med, så er et plaster på såret, det bedste italienerne kan håbe på, da EU’s konkurrenceregler forhindrer statstøtte, og der ikke findes villige investorer, hverken i Italien eller i udlandet.

Men den store risiko, set fra de øvrige europæiske hovedstæder, er ikke bankerne, det er at Italien er ved at blive spillet i hænderne på komikeren Beppe Grillo og hans 5-stjerne bevægelse. Afleveringen kommer fra regeringsleder Matteo Renzi, der, ikke ulig David Cameron, har kastet sig ud et højt spil, der kan kan få alvorlige konsekvenser for Europa. 

Så selvom Europas presse i disse dage er travlt beskæftiget med om det bliver Marine Le Pen, Østrigs FPÖ, eller Geert Wilders, der kan lukrere mest på brexit, så kan de smarte overskrifter om frexit, nexit, swexit og dexit hurtigt blive parkeret på hjørneskammelen, da Italien allerede til oktober står i en situation, der bedst beskrives med det engelske idiom om at være: ”Damned if you do, damned if you don’t!”. 

Italien risikerer Renxit, skriver Il Fatto med et (pænt dårligt) ordspil

Italien risikerer Renxit, skriver Il Fatto med et (pænt dårligt) ordspil

Matteo Renzis politiske karriere bygger på en række hurtige avancementer opnået via risikable politiske satsninger, hvor han har sat alt på et bræt. Det nyeste i rækken af ”all-in”-satsninger, er den folkeafstemning italienerne skal ud i den 2. oktober, om en ændring af landets forfatning. En ændring der vil gøre det ene af parlamentets to kamre, senatet, til en perifær og rådgivende institution med repræsentanter fra landets regioner, i stedet for, som i dag, at være en ligestillet partner i et to-kammer system.

Renzi ønsker med sin valgreform at strømline, og effektivisere, den italienske lovgivnings-proces. Udover at køre senatet ud på sidelinjen er hovedtanken i reformen at det parti, der opnår størst tilslutning ved et valg vil få en parlamentarisk bonus i deputeretkammeret, sådan at der altid vil være ét parti med flertal. Dette skal sikre at Italien fremover kan regeres uden besværlige koalitionsregeringer, og fri for den byzantinske lovgivnings-proces mellem de to parlamentariske kamre, der får Bruxelles til at fremstå som en effektiv lovgivningsfabrik.

Så langt, så godt, for Matteo Renzi.

Lige nu kan folkeafstemningen gå begge veje og umiddelbart ville Renzi kunne overleve et nederlag ved folkeafstemningen, selvom det ville biddrage til at mindske hans i forvejen svindende politiske kapital. Men Renzi har, tro mod sit instinkt, sat alt på et bræt og  gentagne gange understreget at ryger valgreformen, så går han også. Dermed er afstemningen ikke længere en afstemning om en valgreform, det er en afstemning om Renzi.

Hvad der i begyndelsen lignede endnu engang politisk bravado fra ‘pralhalsen fra Firenze’ ligner i stigende grad et skud i foden, der skaber en livstruende situation for både Renzis politiske karriere og den politiske stabilitet i Italien.

 

Forandring fryder, dog ikke for Renzi, der ser helt gammeldags ud sammenlignet med Torinos og Roms nye borgmestre

Forandring fryder, dog ikke for Renzi, der ser helt gammeldags ud sammenlignet med Torinos og Roms nye borgmestre

Hvis Renzi taber, og går, sådan som han har lovet, vil den helt store vinder være 5-stjernebevægelsen, der ved de netop overståede lokalvalg vandt magten i både Rom og Torino, og dermed regerer 2 af landets 4 største byer. Bevægelsen vokser hver gang de etablerede politiske partier svigter (og det gør det ofte i Italien) og en kaotisk post-Renzi periode, vil gavne bevægelsen. 

Skulle et nederlag udløse nyvalg i begyndelsen af 2017 vil 5-stjernerne være de sandsynlige vindere. Men da valget, grundet den manglende vedtagelse af Renzis valgreform, skal gennemføres med to forskellige valglove, én for deputeretkammer, og én for senatet, vil det parlamentariske resultat med stor sandsynlighed være stilstand og kaos, da ingen partier vil opnå flertal. Denne situation vil igen gavne 5-stjernerne, selvom det synes mere usikkert hvad de kan bruge usikkerheden til.

Vinder Renzi folkeafstemningen til oktober, kan han blive i hjørnekontoret i Palazzo Chigi. Til gengæld bliver Italien et land, hvor det største parti over to valgrunder, automatisk får et suverænt flertal til at regere landet. Italiens premierminister vil, efter næste valg, have en magt, der ikke er set siden fascismens dage. Tanken var at Renzi skulle lukrere på dette og for alvor gå i gang med at lave om på Italien. Problemet er bare at det meget vel kan blive 5-stjernebevægelsen, der høster alle frugterne ved Renzis valgreform.

Renzi har altså skabt en situation, hvor et nederlag til oktober vil gavne hans værste modstander, og en sejr vil give dem en historisk mulighed for at skabe en politisk revolution i Italien, der ikke har set mage siden Mussolinis march mod Rom i 1922. Uden sammenligning i øvrigt. Renzi er damned if you, damned if you don’t.

Dette dilemma har ført til flere spekulationer i italiensk presse om at 5-stjernerne, der grundet politisk positionering vil føre kampagne mod Renzis valgreform, i virkeligheden håber at Renzi akkurat vinder, så de kan lukrere på det nye valgsystem, ved det valg der senest skal finde sted i 2018.

Dermed vil folkeafstemningen – uanset udfald – kunne bruges af den bevægelse, hvis succes er en ganske bemærkelsesværdig historie i nyere europæisk politik. En bevægelse der med de succesrige lokalvalg, hvor kvinder i trediverne overtog borgmesterposterne i Rom og Torino har udspillet Renzi på egen banehalvdel. Manden der lancerede sig selv som den store fornyer – Il rottamatore (ophuggeren, red) – der skulle skrotte den gamle garde i italiensk politisk, er blevet udfornyet af de to borgmesteransigter, der samtidig viser at stifteren Beppe Grillo er villig til at træde mere og mere i baggrunden: Han har dog stadig magten over alle afgørende beslutninger, særligt efter at medstifteren Gianroberto Casaleggio gik bort for et par måneder siden.

I Europas magt-trekant mellem Berlin, Bruxelles og Frankfurt er der, ifølge avisen Il Fatto, opmærksomhed på faren fra syd. I Europa er holdningen at Renzi, trods hans evne til at skabe politiske slagsmål, er det bedste, og det eneste kort EU har i Italien. Dette håber Renzi at udnytte til at få så frie økonomiske rammer fra Bruxelles og Berlin, at han kan præsentere en gavebod af en finanslov kort før folkeafstemningen. En finanslov der med målrettede skattelettelser, skal give ham den medvind, der kræves for at han får sin valgreform igennem. Derudover har han brug for goodwill, hos kommissionen, for at få en bankpakke til de italienske banker på plads. De er som nævnt sødygtige som en optimistjolle i en orkan, og trækkes med kolossale bunker af såkaldt dårlige lån, der gør det umuligt for dem at opnå ny finansiering. Med andre ord, hvis Renzi og italienske politikere de kommende måneder taler om “fleksibilitet“, så er det ovenstående de er på jagt efter.

Uanset om Renzis plan holder, så vil alle øjne rettes mod 5-stjernebevægelsen efter oktober, da den sidder tilbage med alle trumferne uanset om Renzi vinder sin folkeafstemning eller ej. Den er i udgangpunktet ikke mod EU, selvom den i Europa-parlamentet sidder i gruppe med Nigel Farages Ukip. Bevægelsen  ønsker en afstemningen om euroen, ikke EU, som den ønsker at reformere indefra. At en sådan afstemning kan være i strid med den italienske forfatning, og at et exit fra euroen vil føre til en de facto udmelding af EU, betyder i øjeblikket mindre for 5-stjernene.  

Grillo og blogbestyreren, da det hele tog fart i 2013

Grillo og blogbestyreren, da femstjerne projektet for alvor tog fart i sommeren 2012

Men at 5-stjernene ikke er EU-modstandere som Ukip eller franske Front National, vil næppe gøre en forskel skulle bevægelsen vinde magten. Et Italien regeret af en bevægelse hvor komikeren Beppe Grillo stadig har det sidste ord i alle større beslutninger, vil bringe Italien på kollisionskurs med resten af EU. Grillo, der begyndte sit politiske projekt med at sige ”op-i-røven” til det etablerede system, vil være mere end det i forvejen tyndslidte forhold mellem Berlin og Rom kan klare. 

Så der er god grund til at holde øje med uppercutten fra syd. Eller som Grillo selv formulerede det, under Europaparlaments-valgkampen i 2014, rettet mod EPs formand Martins Schultz: “Hold på hat og briller, Schultz! Hold fast, Schultz! Vi blæser dig omkuld!”.

Leave a reply

Your email address will not be published.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>