Hvad vil de 5 stjerner?

by nielskvale 0 Comments

fullsizerender-18

 

Den seneste uges begivenheder har endnu engang fået udlandets øjne op for det særegne politiske fænomen, den 5-stjernede bevægelse, som siden 2013 har været oppositionen i italiensk politik.

Meningerne om bevægelsen, der blev stiftet i 2010 af komikeren Beppe Grillo og den nu afdøde IT-entrepenør, Gianroberto Casaleggio, som afløser for Grillos ‘Vaffanculo‘ (Op-i-røven) Tour, afhænger endnu mere end sædvanligt af, hvem man spørger.

Både til højre og venstre i italiensk politik ses bevægelsen som et inkarneret og uansvarligt onde, ikke mindst fordi bevægelsen har fasttømret sin position som en 3. pol i det politiske landskab, der tager stemmer fra begge sider. Dette har lammet det italienske valgsystem, der er bygget op som et bipolært system, således at de valg der normalt ville give flertal til en af de to fløje nu i stedet ender uafgjort eller uafklaret. Det er i dette lys at de mange diskussioner om nye og gamle valglove i italiensk politik skal ses.

I et forsøg på at undgå at forfalde til dovne og upræcise betegnelser som populister og protestbevægelse, vil jeg over en række opdateringer forsøge at fortælle om bevægelsens mål i det nuværende politiske kaos i Italien, om bevægelsens appel og dens skyggesider.

Overordnet er bevægelsens fem ledestjerner (heraf navnet); Offentlige ejet vandforsyning, bæredygtig transport, bæredygtig udvikling, retten til internet og miljøaktivisme.

Og mens det kan få én til at tænke på Europas grønne partier eller Piratpartiet, så er der en række andre træk ved bevægelsen, der vækker bekymring hos mange i og udenfor Italien: Grillos konstante latterliggørelse af den italienske parlamentarisme, og dets institutioner; ønsket om direkte web-demokrati; en ambivalent holdning til Putin og en uigennemsigtig struktur, hvor topstyring synes at fylde mere end græsrodsaktivisme.

Læg dertil at Grillos hyldest af Trump med ordene: “Amatørene erobrer verden, fordi eksperterne har ødelagt den”, ikke fik den italienske elite til at se mildere på komikeren fra Genova og den imponerende politiske bevægelse han har skabt.

For at komme tættere på en forståelse af bevægelsen, der med folkeafstemningen for en uge siden nåede sit foreløbige højdepunkt, så har jeg her oversat og kommenteret uddrag af et interview med en af femstjernebevægelsens (fra nu af M5S – for Movimento 5 Stelle) mest fremtrædende unge kræfter; Alessandro di Battista.

Interviewet blev bragt i La Repubblica torsdag den 8. december, og jeg har valgt det, fordi det giver et fint indblik i bevægelsens tankegang – og konstante forsøg på at undgå at blive defineret som højre- eller venstreorienteret, og giver en god platform for at fortælle mere om en bevægelse, der nok er særligt italiensk, men som kan få stor indflydelse på resten af Europa.

Alessandro di Battista, en af bevægelsens mulige kandidater til regeringsleder

Alessandro di Battista, en af bevægelsens mulige kandidater til regeringsleder

Repubblica: Hr. Battista, Føler De dem klar til at regere?

Alessandro di Battista (AdB): Det er op til borgerne at afgøre. Vi er klar til at påtage os hvervet, vi er mere parate end i 2013 (da M5S første gang blev valgt ind, red.).

R: Er det sandt at M5S modtager penge fra Putin?

AdB: Nej, også det er opfundet af medierne. Af to journalister, hvis kritik vi har tilbagevist.


Det er stærkt diskutabelt om påstandene er tilbagevist. Journalister fra Buzzfeed påviste de tætte forbindelser, der er mellem firmaet Casaleggio Associati og en række nyheds- og facebook sites, der har svælget i artikler af lav karat. Casaleggio Associati spiller i det hele taget en dubiøs dobbeltrolle i M5S, da der er tale om et aktieselskab der samtidig spiller en afgørende rolle i styringen af bevægelsen, og ikke mindst kontrollerer den webplatform, hvor debat og afstemninger foregår. (Mere om M5S og beskyldningerne her)


R: M5S er født som en protestbevægelse, hvad for en rolle har den i dag?

AdB: Vi er ikke anti-politik, vi er ikke et protest-parti.

R: Men det som stifteren, Grillo, gør, er at protestere højlydt?

AdB: Hvor er forskellen på den som vil forandre noget og den som protesterer mod noget som ikke fungerer? Det er utroligt! Når borgerne stemmer på de etablerede, så er det et håbets stemme, hvis de stemmer modsat det som den politiske elite håber på, så kalder man det proteststemmer.

R: Hvad er jeres idéer og hvilke tiltag vil I gøre for at fremme den økonomiske vækst?

AdB: Vores fokus er på de små og mellemstore virksomheder. Hvis vi tager fat der, vil et opsving være sikkert. Skatte- og afgifts- og rentetrykket skal lettes. Der skal være offentlige finansieringsmuligheder, der kan hjælpe disse virksomheder og som kan finansiere en form for borgerløn.

R: Hvordan vil I finansiere alt dette, den offentlige gæld taget i betragtning? (Italiens statsgæld er på 133 procent af BNP)

AdB: Med en seriøs kamp mod den korruption, som i følge rigsrevisionen koster staten 60 mia. euro om året. Vi vil ændre på de juridiske regler, der får tusindvis af korruptionsretsager til at gå i stå. Når det kommer til korrupte politikere, skal de forbydes at stille op til politisk embede. Alt dette vil øge statens indtægter. Korruptionen tredobler regningen for offentlige investeringer.


Kampen mod korruption har fra begyndelsen været bevægelsens kerne. Det samlende budskab i Beppe Grillos Vaffanculo-tour, der skabte grundlaget for M5S, var et ønske om at alle de politikere, der var dømt eller anklaget for korruption skulle trække sig, og forbydes at stille op.

Ónesta – ærlighed – er et gennemgående slogan for bevægelsen, der derfor har som regel at ingen kan repræsentere befolkningen, hvis de har en dom eller en retssag kørende. Et princip, der også gælder stifteren Beppe Grillo, der selv har en dom for manddrab i forbindelse med en trafikulykke i 1980, hvor Grillo førte bilen og de tre andre passagerer omkom, og derfor aldrig har været på valg. 


R: Hvad er jeres strategi for vækst?

AdB: Vi satser på den grønne økonomi. En omvæltning på landsplan i retning af vedvarende energi og bæredygtighed.

R: Jeg tænkte på de økonomiske sektorer?

AdB: Vi satser på vores gastronomiske sektor. Det er vores talent, vores olie. Her skal der investeres i kvalitet, i start ups, i de små og mellemstore virksomheder. Det samme gælder for kulturen og turismen. Vi har allerede gjort noget med vores (femstjernebevægelsens, red.) mikrokredit, som vi finansierer med bevægelsens parlamentsmedlemmers løn. Takket være dette er 20 millioner euro på tre år gået til skabelsen af nye virksomheder. Der mangler infrastruktur. Jeg har rejst rundt i tog for at føre kampagne for Nej og vores regionaltog er ikke eksisterende.

R: Med hensyn til kredit, hvad er Deres position i forhold til de kriseramte banker?

AdB: Vi vil have en centralbank, som er en reel vagthund og ikke er kontrolleret af bankerne, som den er her i Italien. Vi vil opdele banker i sparekasser og investeringsbanker.

R: Europa kigger med bekymring på vores banker, men I skaber også bekymring. I Europa-parlamentet er I i gruppe med Nigel Farage?          

AdB: Hvis du ikke er en del af en gruppe, har du ikke adgang til det parlamentariske apparat. Vores beslutninger og holdninger tager vi i fuld uafhængighed. Europas fjender er teknokraterne.

R: Har I ændret holdning til euroen?

AdB: Euroen og Europa er ikke det samme. Vi vil have at italienerne får lov at bestemme, hvilken mønt de ønsker.


Her endnu et eksempel på at M5S er mestre i ambivalens. Bevægelsen forsøger ofte at bevæge sig på begge sider af enhver linje, for at fastholde vælgergrupper fra begge sider. Bevægelsen har aldrig gjort det klart, hvad den vil anbefale, hvis det kom til en afstemning om euroen. Grillo har dog gjort det klart at han ikke er fan. Derudover vil en afstemning kræve en forfatningsændring, da den italienske forfatning ikke tillader afstemninger om internationale traktater.


R: Har De regnet på konsekvenserne af en eventuel udtræden af euroen?

AdB: Jeg kender udmærket konsekvenserne af introduktionen af euroen; tabet af købekraft, fald i reallønnen, reduktion af virksomhedernes konkurrenceevne, social degradering, arbejdsløshed.  Hvis Europa ikke vil implodere skal det forstå at dette ikke kan forsætte. I 2017 er der vigtige valg. I Frankrig vinder enten Gaullisterne eller Le Pen, I Tyskland klarer kansleren det nok endnu en gang, men de – lad os kalde dem alternative – bevægelser går fremad.


Den her argumentation går rent ind mange steder. Forud for euroen blev der lovet guld og grønne skove, men mange føler de intet har fået – udover de hundredetusinder af migranter, som Europa lader Italien alene med. I øvrigt har Grillo flere gange taget afstand fra nationalkonservative  og fascistiske bevægelser i Europa. Han har flere gange sagt, at hvis det ikke var for ham og hans bevægelse, så ville fascisterne igen marchere i Italiens gader, fordi de ville opsamle den brede desillusion med Italiens politiske system.


R: De som går frem er dem, der udtrykker modstand overfor Merkels flygtningekurs. Hvad er jeres position i forhold til migration?

AdB: Vi skal finde en løsning på internationalt plan, der ikke inkluderer bomber. De flygtninge der kommer til Europa med ret til asyl, skal hjælpes i Europa og fordeles mellem medlemslandene i EU. De som ikke har ret til asyl skal sendes ud. Udtrykket “hjemsendelse” skal ikke høre til hos højre eller venstre eller xenofober.


Igen her et oplagt eksempel på bevægelsens evne til at kommunikere til begge sider af det politiske spektrum. Typisk for en bevægelse, der også internt skal balancere, da aktivisterne i bevægelsen, ifølge flere studier, hælder til venstre, men store dele af vælgergrupperne hælder mod højre.


R: I målingerne har De en fornem position, men hvis ikke I skaber resultater risikerer De at vælgerne hurtigt vender dem ryggen, som det skete for Renzi? 

AdB: Vi har aldrig sagt, at det er let at regere dette land.


Repubblicas interview viser, at også de italienske medier har svært ved at definere femstjernerne her fire år efter de brød igennem. Dette skyldes også det belastede forhold i mellem M5S og de italienske medier. Bevægelsens  har fra begyndelse ført en kamp mod medierne.  En kamp, der skal ses i lyset af italienske mediers særlige tilstand efter 20 år med Berlusconi som den afgørende 

Grillo og dansk fjernsyn i Parma i 2012

Grillo og dansk fjernsyn i Parma i 2012

politiske figur. Men en kamp som også forklarer bevægelsen forkærlighed for egne kommunikationskanaler, som Beppe Grillos blog, der stadig fungerer som bevægelsens nerve og centralkomité. Den er blandt de mest besøgte sider i Italien og har flere læsere end de fleste italienske aviser.

Frem til valget i 2013, hvor M5s for første gang vandt sæder i parlamentet, var antipatien mod medierne så stor at man under valgkampen ikke gav et eneste interview til italienske medier. Man opnåede 25 procent af stemmerne uden at deltage i de timelange talkshows og uden at lade en eneste italiensk journalist stille et spørgsmål. I stedet kommunikerede M5S udelukkende via Beppe Grillos blog, facebook og ved interviews til udenlandske medier som på billedet til højre. 

En revolution i Italien, som retrospektivt syntes at varsle, hvor udfordrede de store etablerede medier skulle blive, ikke bare i det politiske foregangsland Italien, men overalt i den vestlige verden.

 

Europas næste knock-out

Mens kontinentet leder efter en vej ud af den politisk-juridisk-diplomatiske black-out, som 51,9 procent af briterne sendte Europa ud i, så spørger flere medier om hvor det næste slag kommer fra. Det bliver efter alt at dømme en uppercut fra syd, hvor Italien skaber bekymringer på både kort og lang bane. Landet er en eksplosiv cocktail af uløste problemer, utilfredse vælgere og en enorm gæld, der nærmer sig 140 procent af bruttonationalproduktet. Det, der blinker mest alarmerende lige nu er det italienske banker, der har blødt igennem hele 2016, og som igen har været hårdt ramt efter briternes afstemning. Den italienske regering arbejder lige nu på en bankpakke, der kan skabe ro, men med de mængder af dårlige lån, som virvaret af italienske pengeinstitutter ligger inde med, så er et plaster på såret, det bedste italienerne kan håbe på, da EU’s konkurrenceregler forhindrer statstøtte, og der ikke findes villige investorer, hverken i Italien eller i udlandet.

Men den store risiko, set fra de øvrige europæiske hovedstæder, er ikke bankerne, det er at Italien er ved at blive spillet i hænderne på komikeren Beppe Grillo og hans 5-stjerne bevægelse. Afleveringen kommer fra regeringsleder Matteo Renzi, der, ikke ulig David Cameron, har kastet sig ud et højt spil, der kan kan få alvorlige konsekvenser for Europa. 

Så selvom Europas presse i disse dage er travlt beskæftiget med om det bliver Marine Le Pen, Østrigs FPÖ, eller Geert Wilders, der kan lukrere mest på brexit, så kan de smarte overskrifter om frexit, nexit, swexit og dexit hurtigt blive parkeret på hjørneskammelen, da Italien allerede til oktober står i en situation, der bedst beskrives med det engelske idiom om at være: ”Damned if you do, damned if you don’t!”. 

Italien risikerer Renxit, skriver Il Fatto med et (pænt dårligt) ordspil

Italien risikerer Renxit, skriver Il Fatto med et (pænt dårligt) ordspil

Matteo Renzis politiske karriere bygger på en række hurtige avancementer opnået via risikable politiske satsninger, hvor han har sat alt på et bræt. Det nyeste i rækken af ”all-in”-satsninger, er den folkeafstemning italienerne skal ud i den 2. oktober, om en ændring af landets forfatning. En ændring der vil gøre det ene af parlamentets to kamre, senatet, til en perifær og rådgivende institution med repræsentanter fra landets regioner, i stedet for, som i dag, at være en ligestillet partner i et to-kammer system.

Renzi ønsker med sin valgreform at strømline, og effektivisere, den italienske lovgivnings-proces. Udover at køre senatet ud på sidelinjen er hovedtanken i reformen at det parti, der opnår størst tilslutning ved et valg vil få en parlamentarisk bonus i deputeretkammeret, sådan at der altid vil være ét parti med flertal. Dette skal sikre at Italien fremover kan regeres uden besværlige koalitionsregeringer, og fri for den byzantinske lovgivnings-proces mellem de to parlamentariske kamre, der får Bruxelles til at fremstå som en effektiv lovgivningsfabrik.

Så langt, så godt, for Matteo Renzi.

Lige nu kan folkeafstemningen gå begge veje og umiddelbart ville Renzi kunne overleve et nederlag ved folkeafstemningen, selvom det ville biddrage til at mindske hans i forvejen svindende politiske kapital. Men Renzi har, tro mod sit instinkt, sat alt på et bræt og  gentagne gange understreget at ryger valgreformen, så går han også. Dermed er afstemningen ikke længere en afstemning om en valgreform, det er en afstemning om Renzi.

Hvad der i begyndelsen lignede endnu engang politisk bravado fra ‘pralhalsen fra Firenze’ ligner i stigende grad et skud i foden, der skaber en livstruende situation for både Renzis politiske karriere og den politiske stabilitet i Italien.

 

Forandring fryder, dog ikke for Renzi, der ser helt gammeldags ud sammenlignet med Torinos og Roms nye borgmestre

Forandring fryder, dog ikke for Renzi, der ser helt gammeldags ud sammenlignet med Torinos og Roms nye borgmestre

Hvis Renzi taber, og går, sådan som han har lovet, vil den helt store vinder være 5-stjernebevægelsen, der ved de netop overståede lokalvalg vandt magten i både Rom og Torino, og dermed regerer 2 af landets 4 største byer. Bevægelsen vokser hver gang de etablerede politiske partier svigter (og det gør det ofte i Italien) og en kaotisk post-Renzi periode, vil gavne bevægelsen. 

Skulle et nederlag udløse nyvalg i begyndelsen af 2017 vil 5-stjernerne være de sandsynlige vindere. Men da valget, grundet den manglende vedtagelse af Renzis valgreform, skal gennemføres med to forskellige valglove, én for deputeretkammer, og én for senatet, vil det parlamentariske resultat med stor sandsynlighed være stilstand og kaos, da ingen partier vil opnå flertal. Denne situation vil igen gavne 5-stjernerne, selvom det synes mere usikkert hvad de kan bruge usikkerheden til.

Vinder Renzi folkeafstemningen til oktober, kan han blive i hjørnekontoret i Palazzo Chigi. Til gengæld bliver Italien et land, hvor det største parti over to valgrunder, automatisk får et suverænt flertal til at regere landet. Italiens premierminister vil, efter næste valg, have en magt, der ikke er set siden fascismens dage. Tanken var at Renzi skulle lukrere på dette og for alvor gå i gang med at lave om på Italien. Problemet er bare at det meget vel kan blive 5-stjernebevægelsen, der høster alle frugterne ved Renzis valgreform.

Renzi har altså skabt en situation, hvor et nederlag til oktober vil gavne hans værste modstander, og en sejr vil give dem en historisk mulighed for at skabe en politisk revolution i Italien, der ikke har set mage siden Mussolinis march mod Rom i 1922. Uden sammenligning i øvrigt. Renzi er damned if you, damned if you don’t.

Dette dilemma har ført til flere spekulationer i italiensk presse om at 5-stjernerne, der grundet politisk positionering vil føre kampagne mod Renzis valgreform, i virkeligheden håber at Renzi akkurat vinder, så de kan lukrere på det nye valgsystem, ved det valg der senest skal finde sted i 2018.

Dermed vil folkeafstemningen – uanset udfald – kunne bruges af den bevægelse, hvis succes er en ganske bemærkelsesværdig historie i nyere europæisk politik. En bevægelse der med de succesrige lokalvalg, hvor kvinder i trediverne overtog borgmesterposterne i Rom og Torino har udspillet Renzi på egen banehalvdel. Manden der lancerede sig selv som den store fornyer – Il rottamatore (ophuggeren, red) – der skulle skrotte den gamle garde i italiensk politisk, er blevet udfornyet af de to borgmesteransigter, der samtidig viser at stifteren Beppe Grillo er villig til at træde mere og mere i baggrunden: Han har dog stadig magten over alle afgørende beslutninger, særligt efter at medstifteren Gianroberto Casaleggio gik bort for et par måneder siden.

I Europas magt-trekant mellem Berlin, Bruxelles og Frankfurt er der, ifølge avisen Il Fatto, opmærksomhed på faren fra syd. I Europa er holdningen at Renzi, trods hans evne til at skabe politiske slagsmål, er det bedste, og det eneste kort EU har i Italien. Dette håber Renzi at udnytte til at få så frie økonomiske rammer fra Bruxelles og Berlin, at han kan præsentere en gavebod af en finanslov kort før folkeafstemningen. En finanslov der med målrettede skattelettelser, skal give ham den medvind, der kræves for at han får sin valgreform igennem. Derudover har han brug for goodwill, hos kommissionen, for at få en bankpakke til de italienske banker på plads. De er som nævnt sødygtige som en optimistjolle i en orkan, og trækkes med kolossale bunker af såkaldt dårlige lån, der gør det umuligt for dem at opnå ny finansiering. Med andre ord, hvis Renzi og italienske politikere de kommende måneder taler om “fleksibilitet“, så er det ovenstående de er på jagt efter.

Uanset om Renzis plan holder, så vil alle øjne rettes mod 5-stjernebevægelsen efter oktober, da den sidder tilbage med alle trumferne uanset om Renzi vinder sin folkeafstemning eller ej. Den er i udgangpunktet ikke mod EU, selvom den i Europa-parlamentet sidder i gruppe med Nigel Farages Ukip. Bevægelsen  ønsker en afstemningen om euroen, ikke EU, som den ønsker at reformere indefra. At en sådan afstemning kan være i strid med den italienske forfatning, og at et exit fra euroen vil føre til en de facto udmelding af EU, betyder i øjeblikket mindre for 5-stjernene.  

Grillo og blogbestyreren, da det hele tog fart i 2013

Grillo og blogbestyreren, da femstjerne projektet for alvor tog fart i sommeren 2012

Men at 5-stjernene ikke er EU-modstandere som Ukip eller franske Front National, vil næppe gøre en forskel skulle bevægelsen vinde magten. Et Italien regeret af en bevægelse hvor komikeren Beppe Grillo stadig har det sidste ord i alle større beslutninger, vil bringe Italien på kollisionskurs med resten af EU. Grillo, der begyndte sit politiske projekt med at sige ”op-i-røven” til det etablerede system, vil være mere end det i forvejen tyndslidte forhold mellem Berlin og Rom kan klare. 

Så der er god grund til at holde øje med uppercutten fra syd. Eller som Grillo selv formulerede det, under Europaparlaments-valgkampen i 2014, rettet mod EPs formand Martins Schultz: “Hold på hat og briller, Schultz! Hold fast, Schultz! Vi blæser dig omkuld!”.

Kongemordet i Rom

FullSizeRender (1)

 

Efter Romulus, der ifølge myten grundlagde den evige stad, Rom, og dræbte sin tvillingebror, fulgte seks andre konger. Kun to af de i alt syv romerske konger døde en naturlig død. De andre blev myrdet, faldt i kamp, eller afsat af folket. Det store spørgsmål i Rom i disse dage er hvilken slags ende, der bliver på regeringstiden for manden der er døbt den ottende konge af Rom; fodboldspilleren Francesco Totti. Bliver den blodig, intrigant eller kan der stadig indfinde sig en fredelig overdragelse af tronen, som ingen alligevel vil kunne fylde ud efter Totti.

At Totti er blevet udråbt som den ottende konge af Rom, siger en del om hans status, der er noget helt særligt i Italien. Af samme grund er hans afsked med rampelyset alt andet end let. Den store symbolkraft, der knytter sig til Francesco Totti skyldes, paradoksalt nok, at han har vundet mindre end de fleste med hans talent. Nok er han verdensmester (2006), og nok har han én gang sikret at mesterskabet havnede i Rom (2001), men det særlige ved Totti er, at han ikke valgte jagten på personlig succes. Totti valgte noget andet.

Han valgte loyalitet, kærlighed og monogami med den by og den klub, hvor han blev stjernen over dem alle. Totti valgte klubben fremfor sig selv, og dermed blev han en så stor del af klubben at den afslutning, der nu er i gang, uundgåeligt kommer til at gøre ondt på alle parter.

 

Man skal være mere end almindelig blind, for ikke at få øje på frelser-symbolikken i dette officielle hyldest billede

Frelser-symbolikken er ikke til at tage fejl af på dette officielle hyldest foto fra AS Roma

Begyndelsen på enden så man for to uger siden, hvor Romas træner Luciano Spalletti gjorde det utænkelige. Han sendte Totti hjem fra kampforberedelser og meddelte ham, at han efter 23 års legendarisk karriere nu måtte sidde på tribunen på Stadio Olimpico. En konflikt, der længe har været undervejs, i takt med at 39-årige Totti er blevet langsommere og langsommere, men også en konflikt som klubledelsen burde have gjort alt for at undgå, da den rammer dem ligeså hårdt som den rammer Totti selv.

 

"Jeg vil have respekt!". Totti i Tv-avisen

“Jeg vil have respekt!”. Den ottende konge af Rom klager sig i Tv-avisen på Rai1.

Årsagen for hjemsendelsen var et interview som Totti før kampen gav til TG1, Italiens svar på TV-Avisen (det siger i øvrigt lidt om hans status at det bringes her). Her sagde Totti, at han fortjente mere respekt og gerne ville spille mere. Og for at være sikker på at pointen fes ind sagde han at forholdet til træner Luciano Spalletti var et “Goddag, farvel” forhold. Udfaldet kommer efter at Totti i gennem hele sæsonen har været en marginalspiller. Først på grund af en skade, men de seneste måneder, fordi Spalletti som ny træner har været under pres for at levere resultater, hvilket han har med fem sejre på stribe i ligaen, men altså uden Totti som andet end bænkevarmer og indskifter.

Konfliktens kerne er dog ikke bænkepladsen. Den handler om hvornår Totti skal stoppe, og hvem der bestemmer det.  Totti har gjort det klart at han vil forsætte og tage næste sæson med. Egentlig har Romas amerikanske klubejer og præsident, James Pallotta, lovet at Totti kan spille så længe han vil. men på det seneste har der været meget snak om at både træner og klubledelse helst så den snart 4o-årige stjerne, tage i mod et tilbud om at blive vicepræsident i klubben. Det vil frigøre en hel del lønkroner, og muligvis også frigøre truppen og ikke mindst træner Spalletti, som ikke ser ud til at ville bruge Totti, ligeså meget som Totti selv mener han skal bruges.

 

Lokal avis skriver om en ung knægt, der for kort tid siden fulgte Roma fra curvaen med nu træner med det store heriblandt angriberne Balbo og Fonsesca

En lokal avis skriver i 1994 om en ung romersk knægt, der for kort tid siden fulgte Roma fra tribunen, men nu – uden frygt – træner  og spiller med de voksne. Heriblandt angriberne Balbo og Fonseca.

I øjeblikket er præsident Pallotta taget til Rom fra Boston for at skabe fred og klarhed, men dilemmaet er til at tage at føle på for  de romerske ledere, der skal håndtere en personlighed, der er så meget større end dem selv, og som er indlejret i klubbens historie og byens identitet. AS Roma blev stiftet i 1927. Totti har spillet der i 23 år. Han har spillet på klubbens førstehold i mere end en fjerdedel af klubbens historie. De fleste af årene som anfører. Oveni  denne symbolske dimension, er der en mindst ligeså vigtig økonomisk kalkule. Nike er både trøjesponsor for Roma og personlig sponsor for Totti. Nike og Roma ved begge at den trøje, der sælger, det er trøje nummer 10 med Totti på ryggen. Ingen af de andre Roma-spillere når ham til benskinnerne, når  det kommer til merchandise-afsætning. La Gazzetta dello Sport skriver at Nike gerne ser at Totti får en egentlig afskedssæson i 16/17, hvor Nikes vil lave et utal af special edition trøjer; det-sidste-derby-med-Totti-trøjen, det-sidste-opgør-mod-den-evige-rival-Juventus-trøjen, osv. Fantasien sætter ingen grænser for den kreative afdeling i forboldtrøjebranchen, der dermed også ligger et pres på ledelsen.

Det synes hævet over enhver tvivl at træner Spalletti helst var magtkampen med Totti foruden, men ikke så nogen anden udvej, efter Tottis interview. At det smerter ham, har han understreget gang på gang i interviews, der selvsagt handlede mere om Totti end om Romas overbevisende sejrstime: “Mine børn ringer og spørger; Far hvad har du gang i, at skændes med Totti?”, forklarede toskaneren Spalletti, der også måtte lægge øre til en pibekoncert under hjemmekampen mod Palermo, hvor Totti var sendt op på langsiden.

Spalletti har desuden kunne læse diverse bannere på træningsanlægget og udenfor stadion, der proklamerer at Totti er urørlig. Ligesom alt og alle der har meninger og følelser i Italien, og det er mange, har givet deres besyv med. Fra trænerkolleger over politikere, til de lokale personligheder, der som sangeren Antonello Venditti, manden bag Romas slagsang “Roma, Roma, Roma” udtrykte forundring over at man kunne sende Totti hjem: “Tottis casa er jo Roma”, skrev Venditti, der som så ofte i sine sangtekster fik kogt det hele ned til en sætning.

Nu afventer man så om kontraktforlængelsen bliver til noget, og om Totti ( og Nike) dermed får deres vilje, eller om han ender som vicepræsident i klubben allerede fra denne sommer. Uanset så kan Spalletti konstatere at forgængeren Fabio Capello havde ganske ret, da han i et nyligt interview med avisen Gazzeta dello Sport (GdS) konstaterede at Rom var det sværeste sted at være træner:

Capello: At arbejde i Rom er uendeligt svært. Der er ingen balance, i Rom begejstres man og skuffes man i et vanvittigt tempo, der komplicerer arbejdet. Rom har den effekt på alle, også politikerne, der kommer med klare idéer, men lader sig fortrylle. Rom overvælder dig, men fortryllelser gør ikke altid godt. Og i (romersk) fodbold  er der et vanvittigt pres, det har jeg selv oplevet.

GdS: Men i (Real) Madrid er der også et vanvittigt pres?

Capello: Ja, men der er også en vindermentalitet, som ikke findes hos alle i Rom. Rom er et ekstremt kompliceret sted. 

FullSizeRender (5)

Cappello om fortryllelse, Rom og det vanvittige pres

Rom er – og har altid været – kompliceret. Det er svært at forvente andet af en by, der ifølge myten, blev grundlagt af en konge, der blev ammet af en ulv, der dræbte sin tvillingebror og bortførte nabo-stammernes kvinder, så de første romere kunne reproducere sig med dem.

Den ottende konges fremtid ser også kompliceret ud. Enhver afsked er svær, og sporene fra de andre samtidige bandiere (fanebærere) skræmmer: Alessandro Del Piero blev sendt fra Juventus til Australien, Paolo Maldini blev buhet ud af (dele) af sine egne på hjemmebanen i Milano, og nu er Totti selv på vej ud i et opgør med træneren og muligvis klubledelsen.

Men til forskel fra de andre samtidige bandiere, så har Totti i sin regeringsperiode erobret meget få pokaler.  Det er det, der gør ham så anderledes, og giver ham den særlige status. Han blev! Og det gør han stadig, også selvom de seneste ugers uroligheder har fået rygtebørsen til at gløde, både i udlandet og i nabolaget, hvor barndomsklubben Trastevere (kvarter i Rom) har meddelt at Totti altid er velkommen hjem.

Selv har Totti om de manglende triumfer proklameret at ét mesterskab med Roma, svarer til ti i en enhver anden klub. Man må håbe han selv tror på det, da det aldrig bliver til mere end den ene triumf for Totti. Uanset, så er det en meget præcis metafor for at Roma ikke er som de andre.

For de mange romere der føler at verden aldrig bliver den samme, når Totti til sommer eller næste sommer forlader banen eller bænken, så er der måske trøst at finde i historien. Efter  at Roms syvende konge var blevet afsat af folket kom republikken. En republik, der blev en enestående succes og som voksede fra at være et lille kongedømme til at dominere og herske over et rige, der strakte sig fra vores dages Syrien til det nordlige England. For i giallorossi, der lever og ånder for AS Roma, må man håbe at der efter den ottende konge kommer en lignede periode, med resultater og triumfer over hele Europa. Der er i hverfald brug for et stærkt fællesskab , der kan minde om en republik, for konger som Totti, dem laves der, desværre, ikke flere af.

SPQR.

Renzis hanekamp

by nielskvale 0 Comments

Juncker-e-Renzi

Den forgangne uge i Italien har været præget af to markante skænderier. Det ene var kulørt, kontant og kortvarigt. Det andet er alvorligt, europæisk og typisk for Matteo Renzi.

Skænderiet der trak de største overskrifter, var den meningsudveksling som trænerne for storklubberne Inter og Napoli, havde faccia a faccia i de døende minutter af de to klubbers Coppa Italia kamp i onsdags. Det mest alvorlige, er det mere og mere højlydte skænderi, der udfolder sig mellem Italiens regeringsleder, Matteo Renzi, og EU-kommissionens formand Jean Claude Juncker, med den tyske kansler Merkel som den tredje part.

Hvis vi begynder i ’il mondo dello spettacolo’, så bestod ordfejden mellem de to trænere i, at den noget upolerede og gammeldags Maurizio Sarri, kaldte kollegaen Antonio Mancini for en ”frocio” og ”finocchio. Selvom det sidste egentlig betyder fennikel, er begge udtryk nedsættende betegnelser for at være homoseksuel. Med en sulten sportspresse og en national besættelse af polemik, så var overskrifterne de følgende dage sikret. Sarri forsøgte at forklare sig med, at der i kampens hede, bliver sagt ting og sager der bør blive på banen, men derudover undskyldte han sine dumheder og forklarede at han intet har imod homoseksuelle.

Debatten blev forudsigeligt kørt op, ikke mindst fordi Italien i disse dage diskuterer en lov om civil partnerskab og adoption for homoseksuelle. En sag, der skaber en hel del debat i et land, der huser Vatikanet og som hælder til at være et af de mest værdimæssigt konservative i Europa.

Men som så ofte før, blev der hurtigt lagt låg på balladen med erklæringer om fred og ‘lad os komme videre’. Desuden fik Sarri to dages karantæne og en bøde på 20.000 Euro, til gengæld fik han moralsk støtte fra Berlusconi, der selv har haft sine problemer med tvivlsomme udtalelser om homoseksuelle.

Så let bliver det ikke at finde en harmonisk udgang på det andet store skænderi, der vækker bekymring i hovedstæder rundt om i Europa. Italien har en lang række af problemer i forholdet til Bruxelles, og Matteo Renzi har, tro mod sin natur, valgt at gå efter en konfrontation i stedet for et kompromis.

Renzi og Juncker under topmødet i august - før smilene stivnede

Matteo og Jean Claude mødes undervejs til topmøde i august – før smilene stivnede

Den største italienske hovedpine handler om finansloven for 2016. Man håber at EU-kommissionen vil give ’fleksibilitet’, det vil sige vise forståelse for at den ikke er som Bruxelles (og Berlin) gerne så det. Renzi har desperat brug for at sætte skub i den meget beskedne italienske vækst, og er samtidig presset politisk, derfor ligger budgettet mere vægt på skattelettelser end budgetbesparelser. Noget man ikke bryder sig om hos kommissionen, hvor man som oftest foretrækker den omvendte balance. Samtidig får Italien ikke reduceret sin hastigt voksende gæld (på 134 procent af BNP) i det tempo man har forpligtet sig til. Den slags har Merkel, og hendes finansminister Schäuble, det ikke godt med.

Dette er grundkonflikten, og alle de øvrige sammenstød, skal ses i lyset af denne. Renzi kæmper for at få godkendt sit budget og for at kunne give skattelettelser forud for en række vigtige borgmestervalg i Milano og Rom, samt en folkeafstemning om forfatningsændringer, som Renzi har hængt sin politiske fremtid op på. For Renzi er der altså meget mere på spil end korrektioner af budgettet.

Italiens statsgæld er eurozonens næststørste

Italiens statsgæld er eurozonens næststørste, kun overgået af grækerne

Det betyder dog ikke at de andre hovedpiner ikke er alvorlige. Den næststørste bekymring handler også om gæld, denne gang de mange dårlige udlån som de italienske banker ligger inde med. Særligt vækker den tredjestørste italienske bank, Monte dei Paschi di Siena (igen) bekymring. Banken der er verdens ældste, grundlagt i 1472, og har hovedsæde i billedskønne Siena, har tabt halvdelen af sin værdi siden nytår.

Italien har i længere tid forsøgt at få kommissionens godkendelse til at oprette en statslig skraldemandsbank, der kan påtage sig de mange dårlige lån, der risikerer at løbe op i en sum der svarer til 22 procent af det italienske bruttonationalprodukt, men forhandlingerne har været besværlige og langvarige. Sagen blev akut forværret, da Italien før jul gennemførte en såkaldt bail-in, hvor investorer og aktionærer i fire mindre provinsbanker betalte prisen for at restrukturere bankerne. En ældre pensionist, der havde haft sin opsparing i bankobligationer i en af de fire banker, Banca Etruria, begik efterfølgende selvmord, og sagen blev politisk problematisk for Renzi. Den politiske pris, synes dog lige nu beskeden sammenlignet med den økonomiske, der risikerer at udfolde sig, hvis det bliver en regulær bankkrise.

For bail-in aktionen af de fire provinsbanker har mindet investorer om, hvor mange dårlige lån Italiens banker ligger inde med, og at der med det nye års komme nu gælder fælles EU-regler, hvor det netop er investorer og aktionærer, der skal bære prisen for banker der er i vanskeligheder, og ikke skatteyderne via statskassen (i første omgang i hvertfald). Den kombination har fået investorerne til at forlade de italienske banker i massevis. Et stort problem i et land, hvor mange ellers har set på bankobligationer, som en opsparingskonto med høj rente og lav risiko.

Bank er et italiensk ord (banco - bænk eller disk). Selvfølgelig er verdens ældste bank, MPS, også italiensk

Verdens ældste bank, Monte dei Paschi di Siena, er igen i uføre

 

Selvom en mulig bankkrise og en finanslov på vippen, synes at være rigeligt at kæmpe med, så har Renzi flere europæiske problemer. To gange på kort tid har kommissionen løftet pegefingeren og henholdvis indledt en sag og en undersøgelse af politisk følsomme forhold i Italien. Den første er en sag mod Italien for manglende registrering af flygtninge og migranter.

Det er ingen hemmenlighed, at italienerne længe har været lemfældige på dette område. Men italienerne har (med rette) påpeget at man til gengæld har løftet en krævende europæisk opgave i arbejdet med at redde og modtage de rekordstore mængder af flygtninge og migranter. Samtidig har de seneste måneder vist at en hel række nordeuropæiske lande, der som Danmark, førhen har været meget kritiske overfor Italiens manglende registrering, ikke har haft store problemer med selv at fungere som transitland, da flygtningestrømmen ramte længere mod nord. I forhold til Schengen lovgivningen, er italienernes undladelsessynder dog problematiske, da de er foregået ved en ydre grænse, og ikke en af de indre.

For Renzi udgør en eventuel straf fra kommissionen en mulig ydmygelse. For få måneder siden solgte han den europæiske plan om omfordeling af flygtninge, som en italiensk sejr.  Siden da er sølle 331 flygtninge, ud af de planlagte 160.000, blevet omfordelt og med den hast er der meget lidt appetit på at blive flittigere med fingeraftrykkene, hvorefter Italien ifølge Dublin-reglerne, vil have ansvaret for flygtninges videre skæbne. Sagen om fingeraftryk er alt andet end en vindersag i et Italien, hvor de seneste tre års akutte flygtningekrise har sat tydelige spor.

Oveni finanslov, bankkrise og manglende fingeraftryk, så er en gammelkendt hovedpine også blusset op i den forgangne uge, da den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, åbnede en undersøgelse om hvorvidt Italien har udøvet ulovlig statsstøtte til Europas største stålværk, Ilva, ved Taranto i bunden af den italienske halvø.

Værket er et mønstereksempel på alt det værste ved Italien; et stålværk der har forurenet i en sådan grad, at risikoen for kræft i nærområdet er betydeligt forhøjet, de tidligere ejere efterforskes for kriminalitet og både lokale og nationale politiker synes i årevis at have lukket øjnene, ikke mindst fordi stålværket sikrer 16.000 arbejdspladser i en region, der økonomisk er dårligere stillet end Grækenland. Ilva har i årevis sikret at Taranto har fået et prædikat som en af Italiens værste byer som Horisont fortalte om tilbage i 2013.

Den typiske politiske reaktion på de beskrevne kriser, vil være en intens diplomatisk indsats for at nå det bedst mulige kompromis. Renzi har valgt præcis det modsatte. Til stor forundring i diplomatiske kredse, der leder efter en strategi og en plan hos den italienske regeringsleder.

Renzi har langet kraftigt, og offentligt, ud efter både Bruxelles og Berlin. Han har sagt at Italien har krav på respekt, mens han ved seneste Europæiske Rådsmøde beskyldte Tyskland for dobbeltmoral i forbindelse med deres ønske om at øge kapaciteten i Nord Stream gasforsyningen (det såkaldte Nord Stream 2), samtidig med at EU stoppede, den for Italien vigtige South Stream forbindelse, netop på grund af konflikten med Rusland over Ukraine.

Men udover det har Renzi forhøjet både indsats og risiko, da han bad sin finansminister om at blokere for finansieringen af 3 milliarder euro som man har lovet tyrkerne, i håb om at Ankara kan og vil mindske flygtningestrømmen. Italienerne siger at blokeringen skyldes, at man vil have at alle pengene kommer fra EU’s eget budget, men reelt set er der tale om at Italien tager aftalen med Tyrkiet som gidsel, i de beskrevne konflikter. Et oplagt gidsel for Italien, der ikke har et direkte problem med de flygtninge, der kommer ind via den græsk-tyrkiske grænse. Blokaden har skabt tydelig irritation i flere hovedstæder, ikke mindst i Berlin, hvor Merkel er under kolossalt pres for at levere resultater.

Et andet synligt bevis på Renzis utålmodighed og utilfredshed med kursen i Bruxelles er de personaleændringer han har foretaget i Bruxelles, hvor han blandt andet har forflyttet den ellers respekterede EU-ambassadør, Stefano Sannino og erstattet ham med en af sine ministre, Carlo Calenda.

Selvom mange efterlyser en klar strategi fra Renzis side, så synes det nu alligevel klart hvad der er de to drivende faktorer, i den kamp Renzi er gået ind i med Bruxelles og Berlin.

Den ene er Renzis person. Hele hans politiske kometkarriere fra borgmester i Firenze til regeringsleder i Rom baserer sig på risikovillighed. Renzi går ikke uden om en konflikt, han løber ind i den med hovedet først og foreløbig har det bragt ham langt. Han har med stor brutalitet skubbet venner og fjender i sit eget parti af vejen ved at løbe risici, og tage konflikterne. En af hans mange floskler er, som altid i Italien, hentet fra fodboldens verden. Han plejer at sige at: “den største risiko er ikke at brænde et straffespark. Det er at ikke turde tage sparket”.

Men Renzis opførsel handler ikke kun om psykologi og persontræk. Den indenrigspolitiske situation i Italien forklarer, hvorfor han føler han har stærke kort på hånden. Han gør gerne opmærksom på, at hvis Europa ikke vil lytte til ham, så er alternativerne euro-skeptikerne hos den 5-stjernede bevægelse, der er nummer to i alle meningsmålinger eller EU-modstanderne hos Lega Nord, der indtager tredjepladsen.

Hvis I ikke hjælper mig, så får I noget der er meget værre, synes ræsonnementet at være i det der kan kaldes en ”Renzi eller kaos”-strategi.

 

Det synes naturlig at en mand, hvis biografi kaldes "Erobreren", vælger risiko fremfor kolblodighed

Det synes naturligt at en mand, hvis biografi kaldes “Erobreren”, vælger risiko frem for kompromis

Med den irritation Renzi fremtvinger i de andre hovedstæder er det langt fra sikkert, at alle deler opfattelsen af, at Renzi er den bedste løsning. Så trods Renzis kærlighed for fodboldmetaforer, så synes det mere end tvivlsomt at skænderierne med Berlin og Bruxelles kan bilægges ligeså hurtigt og smertefrit som ugens skænderi i fodboldens verden. Og risikoen ved at brænde straffesparket er meget højere for både Renzi og Europa, der har brug for hinanden, end tilfældet var for kamphanerne på trænerbænkene i Napoli i onsdags.

Første fingerpeg om hvilken vej konflikten går, får vi på tirsdag, hvor den italienske finansminister gæster Bruxelles for at mødes med Margrethe Vestager, hvor det to skal tale om bad vibes og bad banks. En samtale, der passende kan fortsætte, når Renzi på fredag besøger Merkel i Berlin.

Tyvstart i foregangslandet

by nielskvale 0 Comments

Som jeg berettede om forleden, så gik det stærkt med at komme ind i det nye år for italienske Rai, der på live-fjernsyn skød 2016 i gang 40 sekunder for tidligt, efter et show præget af flere koks i kulissen, der øjeblikkeligt fik et politisk efterspil.

Siden da har der været kø efter sæben ved håndvasken, indtil i går, hvor manden der var udset til at være hovedskurk, den ansvarlige redaktør, kastede sæben i ansigtet på sine overordnede i ledelsen af RaiUno, den største af Rais kanaler.

I et brev som avisen Repubblica har opsnappet siger han, at Rai i årevis har tyvstartet egne programmer, for at snuppe seere fra konkurrenterne (der stadig havde reklamer) og fastholde egne seere. Redaktøren hævder at dette er gængs procedure ved afviklingen af en række af kanalens største programmer og nyhedsudsendelser. Han skriver desuden at denne særlige form for rettidig omhu har eksisteret i årevis og påpeger at nytåret 2008, hvor den nuværende chef for kanalen, stod for afviklingen, havde en tyvstart på 65 sekunder – og dermed begyndte 2009 mere end et minut før alle andre.

Hvad der ellers lignede en sag om uheldige fejl og nytårskoks, ligner nu, hvis man skal  tro redaktøren, der er centrum for en intern undersøgelse, et enestående eksempel på den særlige italienske evne til at forsøge at være smartere end alle andre, kaldet furbismo.

Ledelsen afviser blankt at tyvstart skulle være en virksomhedspraksis man benytter sig af.

To be continued…

Murens fald

Bcaduto

Mens Europa fokuserer på grænsebomme der falder i, og grænsehegn der (gen)opføres, så er en mur i al ubemærkethed faldet syd for Alperne.

I Repubblica skriver, den altid læseværdige, Ilvo Diamanti, at den mur, der har delt italienerne i to siden 1994, nu er revet ned. Silvio Berlusconis særlige evne til at vække stærke følelser, hos de mange modstandere, han altid selv har defineret som ‘kommunisterne’, er forsvundet.  En evne, der har været central for hans figur, der mere end god omtale, har levet af enhver form for omtale. Præcis som Donald Trump gør det på den anden side af Atlanten i øjeblikket.

Det viser den seneste måling fra DEMOS, der én gang om året måler italienernes holdning til politik og politikere. Her har Berlusconi altid været en sikker vinder på listen over ‘værste politiker‘. Selv et år efter sit fald fra regeringstaburetten i 2012 mente 48 procent af italienerne at han var den værste. I dag er den fornemme score reduceret til sølle 7 procent, efter Italiens to Matteo’er: Regeringsleder Renzi og lederen af Lega Nord, Salvini.

Dette er, ifølge Diamanti, ikke bare et problem for Berlusconi, for hvem ligegyldighed er langt farligere end stærke negative følelser. Det er også et problem for både venstre- og højrefløj i landet, da Berlusconi har været det kompas, som hele den politiske verden har sejlet efter. Både formmæssigt og indholdsmæssigt.

På højrefløjen er partierne så godt som skabt, direkte og indirekte, af Berlusconi – og de nye ‘post-Berlusconi’ ledere har arvet person- og mediefokus fra læremesteren. På venstrefløjen, eller rettere i midten af den politiske skive, har Renzi for længst set at den sort-hvide verden, hvor alt drejer sig om for eller imod Berlusconi, hører fortiden til.

Han er måske nok den italienske leder, der efter Berlusconi, forstår medierne og deres logik bedst, men han forstår også at Italien ikke længere er delt efter højre-venstre, men i stedet som i mange europæiske lande, i en establishment vs ikke-establishment udtrykt ved at det ledende oppositionsparti er den femstjernede bevægelse – Movimento 5 stelle – der er opstået som en konsekvens af vælgerlede vendt mod de etablerede partier fra Berlusconi-æraen.

Det er her, at den nye mur befinder sig i italiensk politik, skriver Diamanti. Spørgsmålet er om Italien ikke endnu engang er foregangsland på dette punkt, akkurat som Berlusconi har været foregangsmand for en lang række politikere, da han tidligere end de fleste forstod at dyrke personen i politik og se politik som et produkt, der kan markedsføres og sælges til forbrugere. Ikke mindst forstod han at opsuge al ilten i det offentlige rum i en sådan grad, at de politiske modstandere døde af iltmangel. En kunst som Trump gør ham efter i disse dage.

Den værste politiker i 2015, Matteo Renzi, fik 25 procent af ’stemmerne’ mod Berlusconis syv.

Foregangslandet

Hvis godt begyndt er halvt fuldendt, så bliver det et meget langt år for det statsejede italienske Rai. TV-stationen kom ind i det nye år før alle andre, og på en måde som har gjort paven vred, italienerne forargede og på ny har sat spørgsmålstegn ved både lønninger og evner hos redaktører og chefer.

Der er ellers, som enhver der har set et italiensk TV-show ved, højt til loftet hvad angår kvalitet, programtider og spontane indfald, når de ofte alenlange shows ruller over skærmene. Alligevel lykkedes det for det stort anlagte nytårshow, ‘L´Ánno che Verrá’, at træde gevaldigt ved siden af. Showet skulle henlede italienernes opmærksomhed på den syditalienske by, Matera (europæisk kulturhovedstad i 2019), men endte i stedet med at minde knap 9 millioner italieneres om alt, hvad der er galt med Rai, der ligesom DR herhjemme betales ved en særskilt opkrævet, og lidet elsket, licens, kaldet canone RAI.

Først gik det galt med de mange elektroniske hilsner som publikum kunne sende til hinanden, og som blev vist, rullende, nederst på skærmen. I slusen for beskeder har det været så som så med korrekturen, og der dukkede flere eder og forbandelser op på skærmen. Værst var en hilsen ledsaget af udtrykket ”Porco Dio”. På dansk noget i retning af: ”Gud er et svin”. Ikke kønt på tryk. Mindre kønt på en TV-skærm, og slet ikke i orden i pavens hjemland.

 

P**** Dio. Ikke kønt på skrift, ej heller på en skærm

P**** Dio. Ikke kønt på skrift, ej heller på en skærm

I den mindre svovlende, og mere uskyldige, afdeling lykkedes det også en vittig sjæl at få indsendt en hilsen, der afslører hvilken hovedperson, der bliver dræbt i den nye Star Wars-film.

Aftenens trumf var dog, da alt gik galt i afviklingen, da den store fælles nedtælling skulle sættes i gang. Som det fremgår af billedet så var Rai’s fest-udsendelse 40 sekunder foran alle andre da de lod propperne springe og ønskede Italien ”Buon Anno!”. 

3,2,1....

3,2,1….

Efterspillet har været en lang bodsgang for ledelsen af Rai, der som statsejet medievirksomhed i et land uden armslængdeprincip, i forvejen er en politisk kampplads. Direktøren har måtte begynde 2016 med at love en intern undersøgelse og suspendere den ansvarlige for nytårsbeskederne (eller løjerne om man vil). Fra politisk hold bliver der spurgt om, hvordan redaktører med en løn på +200.000 euro, kan tage 40 sekunders fejl på en nytårsaften i en tid, hvor alle ure ellers er digitalt linket til GMT.

Mens Vatikanet, ganske forudsigeligt, er forarget og via hoforganet L´Osservatore Romano har klaget over Rai, så kan flere se det humoristiske, og spøgefugle mener at regeringsleder Matteo Renzi har indfriet sit løfte om at gøre Italien til foregangsland. Nu 40 sekunder foran resten af (samme tidszone i) Europa.

Kulturkrigeren Renzi

by nielskvale 0 Comments

Én milliard euro, eller godt 7, 5 milliard danske kroner vil Matteo Renzi investere i kulturforbrug og italienske forstæder, som svar på terrorudfordringen. Planen, der udfordrer den italienske økonomi, har mødt modstand fra flere sider. Italienske virksomheder frygter at finansieringen fører til en udskydelse af en planlagt skattelettelse for erhvervslivet, mens andre sider beskylder Renzi for at give bonusser til enkeltgrupper, i stedet for at investere i det haltende uddannelsessystem eller de kulturelle institutioner, der er blevet beskåret igen og igen igennem de seneste 10-15 år.

Mere om Renzis kulturkrigeri og tankerne om et kulturdebitkort til 18 årige her hos P1Morgen fra i torsdags: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-11-26/#!/01:30:07

 

Derby senza Curve

by nielskvale 0 Comments
Francesco Totti forhandler med ultrás forud for det aflyste derby i 2004

Francesco Totti forhandler med ultrás forud for det aflyste derby i 2004

Italiensk fodbold har en overflod af intense, passionerede og historiske lokalopgør. Byer som Genova, Torino, Milano, Verona byder på kampe, der deler byerne i to, mens en ø som Sicilien har sin egen variant, når byerne Catania og Palermo kæmper om herredømmet. Ingen opgør når dog op siden af den kamp, der spilles i dag klokken 15 – Derby della Capitale – kampen om den evige stad mellem Lazio og Roma. Kampen om hovedstaden.

Opgøret, der har et snært af opland mod by, forstæder mod centrum, deler hovedstadsregionen i to og har en årelang tradition for at medføre drama enten på eller udenfor banen. Og i flere tilfælde begge steder.

I Rom plejer man at sige, at det er mere vigtigt at vinde derbyet end at vinde scudettoen (mesterskabet). Det skyldes til dels at de to hovedstadsklubber, trods en selvforståelse der peger i modsat retning, har vundet forbløffende få mesterskaber, fem tilsammen, og derfor har brug for andre konkurrenceparametre end de succesrige norditalienske konkurrenter i Juventus, Milan og Inter.

Mens pokalerne er relativt få, er lidenskaben i Rom til gengæld større. Ofte så stor, at det intense fokus på særligt Roma, synes at spænde ben for klubben, når der bliver blæst for meget luft i ballonen, og den sprænger med et brag, som næsten kannibalistisk bliver dissekeret af 50+ lokalradioer, blade og hjemmesider.

Det store pres og de ofte svigtende resultater sikrer at tænding og spænding altid er garanteret, når Olimpico byder på derby. Forud for kampen i dag har italienske aviser varmet op med alle historierne om derbyet, hvor Francesco Totti scorede to gange og tog en selfie foran de romerske fans, eller den gang han efter en scoring overtog et TV-kamera og vendte det mod publikum. Ligeledes er alle historierne genfortalt om dengang Lazios Paolo di Canio provokerede Romas tilhængere med sine jubelscener og da Romas Daniele de Rossi sendte en langefinger mod Lazios fans i foråret. Historierne om fornærmelser, humoristiske striscioni (bannere) og jubelscener, som da en Laziotræner efter en sejr badede i et springvand, fylder spalter og sendeminutter i de italienske medier i disse dage.

Men ligeså ofte som det har været spillere og træner, der har taget fokus, så har det været historierne uden for banen der har stjålet overskrifterne. Som opgøret i 2004, hvor voldsomme tilskueruroligheder mellem de to gruppers fans fandt sted op til kampen. Her cirkulerede et falsk rygte om at et barn, var omkommet, hvilket fik de romerske ultrás til at forlange at kampen skulle aflyses. De fik deres vilje efter lange forhandlinger bag det ene mål med blandt andet anfører Totti. En udvikling der – for gud ved hvilken gang – rettede fokus mod ultráernes store magt i Italien.

Denne gang er det, for én gangs skyld, givet på forhånd, hvordan derbyet vil blive husket. Det er allerede døbt Derby senza Curve – derbyet uden de curva’er – der på dansk bedst kan oversættes til endetribuner. I Italien er endetribunerne (med enkelte undtagelser i Genova, Torino og Milano) sving, da italienske stadions er bygget under fascismen, og som led i fascismens dyrkelse af kroppen, også skulle have atletikbaner. I Rom hedder curva’erne syd og nord og det er dér de mest passionerede – og ofte voldelige – tilhængere holder til. De fans der normalt vil gøre hvad som helst for at komme til derby, har i år meddelt at man i en koordineret aktion mellem Lazios og Romas fans lader de to endetribuner stå tomme. Kort sagt; derbyet bliver derbyet uden fanklubber.

Den konkrete anledning er at de romerske myndigheder for at få bedre kontrol og mere sikkerhed, har besluttet at dele endetribunerne i to med et hegn i midten. En beslutning, der er enormt upopulær, da den vil skabe en opdeling af de titusindvis af fans, der står bag målene og skaber en intens atmosfære. Men også en beslutning som er en konkret udfordring for de ultrá-grupperinger, hvis magt afhænger af territorium, akkurat som de kriminelle bander, som en del af grupperingerne plejer forbindelser med.

Men protesten er også den foreløbige kulmination for to fangrupper, der i længere tid har ligget i konflikt med deres respektive klub-ledelser. Lazios ultrás har i årevis ligget i krig med præsident Lotito, der gjorde op med flere af ultráernes privilegier (indtægter), såsom merchandising og billetsalg. Forholdet er ikke blevet bedre af at dele af de himmelblå ultráer var involveret i et forsøg på at kuppe Lotito ud, i et suspekt samarbejde med ungarske stråmænd, den tidligere Lazio-legende Giorgio Chinaglia og organiserede kriminelle med forbindelse til den napolitanske mafia – camorraen.

Hos konkurrenterne fra Roma har dele af den rødgule fanskare vendt sig mod den amerikanske præsident Palotta, siden han ændrede detaljer i klublogoet, som led i sin ambitiøse brandingplan for AS Roma. Denne tvist var dog tæt på at gå i glemmebogen i takt med at Roma under træner Luis Garcia viste sig som titelbejlere, men det skrøbelige forhold gik op i limningen, da romerske fans – i curvaen – på bannere hyldede den roma-ultrá, der er anklaget for mordet på en Napoli-tilhænger i forbindelse med cup-finalen i 2014 ( i øvrigt selv samme mand, som ’forhandlede’ med Totti, under det aflyste derby i 2004).

Da en mindre gruppe af de samme ultrás på et banner tilsvinede moderen til den afdøde Napolifan, blev det for meget for præsidenten, der under et interview kaldte disse fans for ”Fucking idiots”. Siden da har forholdet mellem præsident og curva været mere end anstrengt, og forskellige demonstrationer og aktioner har præget sæsonopstarten for romerne, og i eftermiddag kommer der så trumf på, når man boykotter det helligste hellige, derbyet.

Det store spørgsmål i Rom er om de aktionerende ultrás vil demonstrere i fælles flok udenfor, og om det som så ofte før, vil medføre ballade. En tanke, der har fået de romerske myndigheder til at udkommandere flere end 1000 betjente. Sikkert er det at opgøret vil blive præget af en mærkelig tavs atmosfære og slå bundrekorden for lavt tilskuerantal med knap 35.000 tilskuere på det store stadion, og at italiensk fodbold endnu engang er fanget i magtkampen mellem myndigheder og ultrás, der i Italien har så meget mere magt end i andre europæiske lande

Frans og de tre lange uger

by nielskvale 0 Comments

Det syntes på forhånd givet at tre uger med 270 biskopper og kardinaler, der diskuterer det som Pave Frans angiveligt kalder ’under bæltestedet’ spørgsmålene, ikke ville til at gå stille af sig. Alligevel har synodet (sammenkomst) om familien, den katolske kirke og de to størrelsers fremtidige relation, afsløret præcis hvor stærk og hård modstanden er mod Pave Frans og dagsordenen om en mere lyttende og mindre fordømmende kirke.

Særligt i den romerske kurie, der kan sammenlignes med en centraladministration, har man fra begyndelsen følt sig udfordret af Frans. De seneste tre ugers begivenheder viser at den modstand er ganske levende, og der tegner sig mønstret af en konspiration, der har som mål af få Frans ud af vagten, eller indskrænke hans råderum til at gennemføre reformer af kirkens linje.

Modstanden i kurien begyndte, da paven som nyindsat fravalgte magtens symboler; den fine lejlighed, store biler, dyre sko, guldkrucifikset og så videre. Undertegnede har flere gange i Rom mødt vatikanologer og iagttagere, der har kaldt Pave Frans for ’upavelig’ i sit fokus på det simple liv. Da han oven i købet under påsken i 2013 vaskede og kyssede fødder på flere indsatte i et romersk fængsel (herunder en muslim og to kvinder) blev der sunket en gang eller to ekstra på Tiberens vestlige bred .

Men værre end symbolikken, så har Frans forsøgt at ændre på magtbalancerne bag Peterskirkens imponerende ydre. Særligt har han forsøgt at indskrænke kuriens magt, som da han fyrede den magtfulde italiener, Tarcisio Bertone, der havde fungeret som Vatikanets statsminister og da han i efterfølgende kardinaludnævnelser, gik udenom de traditionelle karrierestiger i de 44 hektar ministat.

Ligeledes har Frans’ indsats for at rydde op i Vatikanets bank, IOR, mødt udbredt modstand. Banken har i årevis har lignet hvidvaskningsmaskine, og af samme årsag blev den kortvarigt spærret fra det internationale banknetværk i 2013, med den konsekvens at hæveautomaterne i verdens mindste stat måtte lukke

En ting er dog Frans’ symbolske handlinger og ændringer af kirkens indre struktur. Endnu større er frygten for at han vil forsøge at udleve den forsonende linje han har retorisk har lagt op til i forhold til fraskilte, homoseksuelle og det moderne liv, som synes at have skabt en afgrundsdyb afstand mellem kirken og dens følgere.

Derfor har det netop overståede synode været ventet med spænding, for skal Frans for alvor rykke ved kirkens standpunkter overfor familier, fraskilte og homoseksuelle, så er det igennem de konklusioner han nu skal drage efter tre uger med forhandlinger og diskussioner blandt de 270 kardinaler fra hele verden.

Diskussioner der har tydeliggjort en udbredt modstand mod Frans. Flere af forslagene havde svært ved at passere eller mødte modstand fra et betydeligt mindretal. Dog konkluderes det at en lang række familierelaterede spørgsmål skal vurderes lokalt fra sag til sag, og ikke efter fast rettesnor lagt i Rom. 

Mens uenigheden var ventet, havde ikke mange regnet med det, der ligner en orkestreret anti-Frans kampagne, der har rullet sig ud under synodet, og flyttet betydelige dele af fokus. Først sprang en præst i Vatikanet ud af skabet på en romersk restaurant med sin homoseksuelle partner. En handling der så mere end almindeligt orkestreret ud. I den følgende uge lækkede et brev til paven, angiveligt underskrevet af 13 kardinaler, hvoraf flere efterfølgende har benægtet at være medunderskrivere, eller beklaget dets offentliggørelse. Det sidste led i tre-trins raketten synes dog at være det der mest direkte gik efter paven og ikke mindst hans autoritet: Placeringen af en falsk nyhed i en italiensk avis om at Frans havde en mindre hjernesvulst, som han havde søgt behandling for hos en toscansk specialklinik.

En nyhed, der skulle understrege at en mand, der ikke er ved sine fulde fem i øverste etage, ikke bør træffe afgørende beslutninger om noget så vigtigt som fremtiden for en institution, der får alle andre internationale institutioner til at ligne årsunger.

Således bekræftet i at en hel del af beboerne i hans lille stat ønsker at han følger sin forgængers eksempel og bliver pave emeritus så hurtigt som muligt, kan Frans nu sætte sig ned og konkludere på anbefalingerne fra synodet, og se hvor langt han tør gå. Og ikke mindst overveje hvad næste skridt bliver fra de modstandere, der tydeligvis føler sig truet.

Selv synes Frans at gå til direkte modangreb da han afsluttede synodet med bemærkninger om at kirken skal lytte til og høre familiernes stemme og ikke mindst at det overståede synode havde udstillet de ”lukkede hjerter, som ofte gemmer sig bag kirkens lære og gode intentioner”.